De britiske OL-svømmere skal vaccineres forud for legene til sommer i Paris. 

Årsagen er Seinen, der allerede har trukket negative overskrifter for sin mildest talt elendige vandkvalitet. 

Det betyder konkret, at briterne ikke tør nogen chancer i frygten for at blive syge af det beskidte vand. 

»Vi skal have en tyfus- og hepatitis A-vaccine på forhånd og derudover være på antibiotika efter løbene, uanset hvad vandprøverne viser,« siger den britiske OL-svømmer Hector Pardoe til The Independent. 

Og det har han aldrig prøvet at gøre inden et løb før. 

»Jeg har aldrig taget forholdsregler som disse før, men det sidste, forbundet vil gøre, er, at bringe os i fare, så de er virkelig passelige i opløbet til Paris,« siger han videre. 

Allerede sidste år blev et svømmestævne på Seinen aflyst, efter kloakkerne flød over i den franske hovedstad og skabte dybt bekymrende tilstande i vandkvaliteten. 

Franske myndigheder har allerede brugt over 10 milliarder kroner på at forøge kvaliteten i Seinen. 

Men eksperter har fundet et forhøjet niveau af colibakterier – 2,5 gange højere end tilladt, hvis der skal kunne svømmes i det.