Det plejer at være med fest, farver og nærmest fri leg.

Men sådan er årets OL bestemt ikke for de tusindvis af atleter, der de sidste dage er tjekket ind i OL-byen. For nogle er det første gang, andre har prøvet det før.

Sikkert er det for dem alle, at de skal leve efter de helt særlige regler, der er i år på grund af coronavirus. Atleterne skal blandt andet bære mundbind nærmest over alt. Der er dog undtagelser.

De må eksempelvis – selvfølgelig – tage dem af, når de spiser, drikker eller sover, ligesom det også er tilladt at tage dem af under træning af både deres sportsgren men også i fitness, hvor de enkelte maskiner er afskærmet fra hinanden ved hjælp af plexiglas.

Som det kan ses her, er alle træningsmaskiner delt op, så atleterne undgår nærkontakt.
Som det kan ses her, er alle træningsmaskiner delt op, så atleterne undgår nærkontakt. Foto: Instagram
Vis mere

Alle atleter må gå i fitness, men nogle lande – for eksempel Australien – har besluttet, at deres atleter ikke må gå i træningscenter med andre.

Alle skal testes hver dag. Det foregår ved hjælp af en spyttest, som atleterne foretager typisk om morgenen, som de så skal aflevere.

»Den største udfordring, vi har, er, at hullet simpelthen er så lille, at det er svært at ramme,« lyder det fra en grinende Jeanette Ottesen, der på trods af restriktioner understreger, at man skal forstå, at 'det er så stort at være til OL uanset hvad'.

Atleterne må ikke forlade OL-byen. Det vil sige, at eksempelvis sightseeing er forbudt, og når de skal spise, skal de holde sig til den store foodcourt, der er.

Her må de gerne spise sammen med atleter fra andre nationer, men der skal holdes afstand, og alle borde er delt op ved hjælp af plexiglas.

Det kan give en udfordring, hvis man eksempelvis fører en samtale.

»Den største forskel på det her OL og de tidligere OL er madsalen. Her har de sat plexiglas op mellem pladserne. Så det kan være ret svært at føre en samtale. Man sidder i en bås, hvor der er plexiglas foran dig og plexiglas til hver side. Så det er svært at tale sammen,« siger bordtennisspilleren Jonathan Groth.

Noget, Pernille Blumes kæreste, Florent Manaudou, har illustreret på Instagram i en story.

Pernille Blume og kæresten kan godt spise sammen, men de kan dog hverken holde rigtigt i hånd eller sidde helt tæt.
Pernille Blume og kæresten kan godt spise sammen, men de kan dog hverken holde rigtigt i hånd eller sidde helt tæt. Foto: Instagram
Vis mere

Parret må gerne ses under OL, har den danske svømmer tidligere fortalt, men der er dog ikke tale om lange møder.

Atleter fra samme land bor sammen, og de sover i helt specielle enkeltmandssenge, der er lavet af pap. Det er blevet håndhævet ved hjælp af skilte, at atleterne ikke må have sex i sengene.

OL-byen har altid haft ry for at være et sted med gode muligheder for at udfolde sig selv på den seksuelle front, og ved hvert OL uddeles flere tusinde kondomer.

Grundet coronapandemien og den stigende smitte i især Tokyo har OL-værterne dog en lidt anden tilgang til tingene i år, og de omkring 150.000 kondomer uddeles først, når atleterne tager hjem, lyder det.

Atleternes senge er i år bygget af pap.
Atleternes senge er i år bygget af pap. Foto: POOL
Vis mere

Helt generelt er de mange restriktioner dog noget, atleterne er blevet vant til, og meldingen hos flere lyder faktisk, at de føler sig ret trygge i OL-byen.

»Jeg føler mig ikke utryg overhovedet. Jeg ved ikke, hvor jeg skulle få coronavirus, for at være helt ærlig, med de restriktioner, der er. Vi render rundt med handsker på, mundbind, der bliver sprittet af konstant. Jeg ville ikke ane, hvor jeg skulle kunne få det,« siger Carine Cassøe Krüth, der er dressurrytter og OL-debutant.

Den olympiske by er desuden omringet af vagter, der skal sikre, at der dels ikke kommer uvedkommende ind, men også holder øje med, at atleterne ikke forlader området, medmindre de skal træne eller i konkurrence et andet sted.

Det er desuden ikke tilladt at have eksempelvis familie med ind i OL-byen, hvilket blandt andet har betydet, at Jeanette Ottesens familie er rejst hjem til Danmark, da datteren ikke kunne få adgang. Det kan du læse mere om her.