Man kan komme langt på otte år. Rigtig, rigtig langt.

Se bare på Joseph Schooling fra Singapore, der natten til lørdag vandt sin første OL-guldmedalje. Den bare 21-årige svømmer vandt finalen i 100 meter butterfly og satte med tiden 50,39 sekunder endda ny olympisk rekord.

»Jeg er helt ekstatisk. Jeg har brug for at lade det synke ind. Det føles fantastisk, næsten uvirkeligt, lige nu. Det er helt skørt,« sagde en overvældet Joseph Schooling ifølge BBC efter sin historiske sejr.

En sejr, der ikke blev mindre af, at manden, der indtog andenpladsen var ingen andre end den mest vindende OL-atlet nogensinde, Michael Phelps. Det 31-årige svømmefænomen har bebudet, at OL i Rio bliver hans sidste, og at han endegyldigt vil parkere sin sportskarriere. En karriere, der blandt andet har budt på 27 OL-medaljer og 34 VM-medaljer - og dem i alt 49 af guld.

Phelps er et idol for mange og var det også for Joseph Schooling, da han som ung svømmer drømte om at stå på de samme podier som amerikaneren.

Så da det amerikanske svømmehold i 2008 tilfældigvis kom forbi Singapore, måtte dengang 13-årige Schooling bare have et billede med Michael Phelps.

Joseph Schooling (th) mødte i 2008 sit idol, Michael Phelps, og fik taget dette billede med ham.
Joseph Schooling (th) mødte i 2008 sit idol, Michael Phelps, og fik taget dette billede med ham. Foto: HANDOUT
Vis mere

»De kom til den country club, jeg trænede i. Alle skyndte sig op og var sådan: 'Det er Michael Phelps! Det er Michael Phelps!', og jeg ville virkelig gerne have et billede,« har Joseph Schooling fortalt ifølge The Guardian.

Og i nat kunne han så endelig sige, at han var bedre Phelps. Joseph Schooling snuppede guldet og slog den olympiske rekord, som netop Michael Phelps havde sat ved Beijing-legene i 2008. Amerikaneren havde vundet mændenes 100 meter butterfly ved samtlige OL siden 2004.

Nok havde Joseph Schooling lige snuppet OL-guldet for næsen af Michael Phelps, men det lod ikke til, at amerikaneren på nogen måde tog det på vej, at hans gamle fan skubbede ham et trin ned på podiet.
Nok havde Joseph Schooling lige snuppet OL-guldet for næsen af Michael Phelps, men det lod ikke til, at amerikaneren på nogen måde tog det på vej, at hans gamle fan skubbede ham et trin ned på podiet. Foto: STEFAN WERMUTH
Vis mere

Men trods sin store OL-triumf har Schooling ikke travlt med at hæve sig selv over sit gamle idol, for han har meget at takke amerikaneren for, mener han.

»Hvis det ikke var for Michael (Phelps, red.), tror jeg ikke, jeg kunne være kommet hertil. Jeg ville være som ham som barn. Jeg tror, meget af det her sker på grund af Michael. Han er grunden til, at jeg ville være en bedre svømmer.«

I fredagens finale i 100 meter butterfly måtte Phelps dele sølvmedaljen med sydafrikaneren Chad le Clos og ungareren Laszlo Cseh, da de alle tre kom ind i tiden 51,14 sekunder.