Vaccineselskabet Bavarian Nordic lander markant under forventningerne i første kvartal. Alligevel fastholder selskabet sine forventninger til året. 

Det fremgår af det store danske selskabs regnskab for første kvartal, der er blevet offentliggjort onsdag morgen.

I første kvartal landede Bavarian Nordic en omsætning på 831 mio. kr. mod ventede 1.102 mio. kr. fra analytikerne, ifølge estimater fra finanstjenesten Bloomberg. I samme periode sidste år havde Bavarian Nordic en omsætning på 1.252 mio. kr. 

Driftsresultatet målt på EBITDA var 22 mio. kr. i første kvartal. Det er dårligere end analytikernes forventninger, der lød på 249 mio. kr. I samme kvartal sidste år lød tallet på 481 mio. kr. 

Adm. direktør Paul Chaplin foreklarer, at performance i kvartalet hænger sammen med sæsonudsving: 

»Første kvartal afspejler den sædvanlige sæsonvariation for rejsevacciner kombineret med, at et større antal leverancer af koppe-/mpoxvacciner vil ske hen mod slutningen af året, hvorfor vi fastholder vores forventninger til en omsætning for helåret på 5-5,3 mia. kr.,« udtaler han i en meddelelse. 

Bavarian Nordic har den seneste tid især tjent penge på deres koppevaccine. For lidt over en uge siden indgik selskabet en kontrakt med EU om at levere koppevacciner til det 'strategiske beredskab' i unionen til en værdi af 65 mio. euro - svarende til 484,7 mio. kr.

Aktien i Bavarian Nordic er faldet med 11,3 pct. det seneste år. 

Opdateres...

Artiklen er oprindeligt udgivet af Euroinvestor.

Har du lyttet til B.T.s nye podcast Spar Kassen?

Lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at klikke play herunder.

Læs også: Ikonisk underholdningsaktie i markant fald

Læs også: Pengeregn over boligejere