I marts lå den danske inflation på 0,9 pct.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik for det samlede forbrugerprisindeks. Dermed er forbrugerpriserne steget med 0,9 pct. sammenlignet med samme måned året før.

Inflationen er altså steget sammenlignet med februar, hvor den lå på 0,8 pct.

Dog lander den under Nordeas forventning der ventede, at den danske inflation ville lande på 1 pct.

Kerneinflationen, som er inflationen fratrukket energi og ikke-forarbejdede fødevarer, forbliver ligesom i februar på 1,7 pct.

Ifølge Palle Sørensen, der er cheføkonom i Nykredit trækkes inflationen i øjeblikket særligt op af husleje samt restaurant- og cafébesøg. På den anden side trækker energipriserne ned, men også fødevarer og varer helt generelt.

Og de kommende måneder vil formentlig byde på yderligere moderate stigninger i inflationen, da de positive effekter fra prisfaldet på energi falder ud af beregningerne, påpeger Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar til tallene.

»Faktisk kunne det godt tyde på, at energipriserne vil begynde at hive inflationstallene lidt op. Det mærker vi eksempelvis, når vi tanker bilen, hvor benzinprisen nærmer sig 15 kr. per liter,« forklarer han.

Men vi har fået inflationen under kontrol i Danmark, og det underliggende inflationspres bevæger sig heldigvis stadig i den rigtige retning, understreger seniorøkonom.

Læs også: Milliongevinster i sigte: Så meget kan boligpriserne stige frem mod 2045

Til tallene skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar:

»Inflationen holder sig under 1 pct. Det er en vanvittig lav inflation, og den har holdt sig under 1 pct. i seks ud af de seneste syv måneder. Den meget lille stigning i marts giver absolut ikke anledning til bekymring,« pointerer han og fortsætter:

»Vi står i en helt anden situation end for halvandet år siden med brølende høj inflation på mere end 10 pct. Vi kommer næppe derop igen lige foreløbig, selvom inflationen kan stige herfra.«

Hos Arbejdernes Landsbank forventer de en inflation på i underkanten af 3 pct. i 2024.

Det vil ikke være alarmerende, og mange danskeres lønstigninger vil også kunne hamle op med det, pointerer cheføkonomen.

»Vi tror dermed ikke på, at en yderligere stigning i inflationen ville banke danskernes købekraft tilbage i samme omfang, som vi var vidne til for godt et år siden,« tilføjer han.

Artiklen er oprindeligt bragt på Euroinvestor

Læs også: Dansk inflation tager svagt til i styrke - men er fortsat 'vanvittig lav'