Er til 2 pct. lån noget for dig? Her er boligeksperten Curt Liliegreens anbefalinger til, om et fastforrentet 2 pct. lån er noget for dig - hvis lånet bliver en realitet.

1. Førstegangskøberen:


- Som førstegangskøber vil jeg ikke være bange for at tage et 2,5 eller 2 pct. lån, hvis kursen kommer højt nok op. Men jeg vil kombinere det med et F1-lån. Kombinationsforholdet afhænger af, hvor meget luft man har i økonomien. Jo mindre luft, desto større skal F1-lånet være, hvis man altså kan blive lånegodkendt til det.
2,5 eller 2 pct. er gambling i, at renten stiger. Så man skal kun tage de lån, hvis man tror, at renten kommer op igen inden for en kortere periode. F1 er og bliver et attraktivt lån, men hvis man gerne vil have større sikkerhed, kan man altså overveje at kombinere med et fastforrentet lån. Men man betaler også for det.

2. F1-låneren:


- Normalt vil renten på et F1-lån være meget lavere end på et 30-årigt lån. Derfor skal den stige meget voldsomt, før det bedre kan betale sig at vælge fast rente - også selv om renten kun er på 2 pct. Realkreditsektoren kører meget marketing og spin, hvor man advarer mod F1-lån. Men boligejeren skal kun tænke på sig selv. Og hvis jeg havde et F1-lån, ville jeg holde fast i det. For jeg tror mere på rentefald end på rentestigninger i det niveau, der vil gøre fastforrentede lån mere attraktive end F1-lån.

3. Boligejer med fast rente:


- Hvis 2 pct. lån bliver en realitet og kommer op i kurs 97-98, så vil jeg anbefale dem med lån til 3,5 pct. eller højere at konvertere. Man skal dog kun vælge en konvertering, hvis det virkelig kan betale sig. I Danmark er det nærmest blevet en nationalsport. Men der er en del omkostninger i form af kurstab og gebyrer, som man skal have tjent hjem igen, før det er en god forretning. Samtidig skal man være opmærksom på, at der kan være risiko for indlåsningseffekt, hvis vi får et 2 pct. lån, og renten begynder at stige meget hurtigt. Derfor kan det være en fordel at vente, til lånet har været på markedet i nogen tid og kursen er kommet højere op.