Trump og Nordkorea gjorde, hvad de kunne for at tage rampelyset. Men det blev ikke deres uge. Det blev Harry og Meghans. De store smil og kærligheden smittede. Men hvorfor er vi så ramt af Harry og Meghan-mania? Poul Høi gør royal status over den første uge.
Undskyld, hvem er »Henry og Rachel…«?
I den officielle erklæring fra det britiske kongehus hedder det, at en Henry og Rachel er blevet forlovede. Hvem hulen er det, når vi nu kun taler om »Harry og Meghan«? Sagen er, at Harry faktisk ikke hedder Harry, hans rigtige navn er Henry, og som han stod omtalt på den officielle meddelelse fra det britiske kongehus: »Hans kongelige højhed, prins Henry af Wales«. Alle har bare altid kaldt ham Harry. Og Meghan hedder heller ikke Meghan, i det mindste ikke som fornavn. Hun hedder Rachel Meghan Markle, som der også stod på den officielle erklæring.
Hvad kommer de så til at hedde efter brylluppet næste år?
De fleste britiske royale eksperter regner med, at de får tildelt titlen »hertugen og hertuginden af Sussex«.
Bliver Meghan ikke prinsesse?
Det er en slem skuffelse for alle fans af »Princess Bride«, men nej … hun bliver ikke prinsesse. Kun kvinder, som er født ind i det britiske kongehus, kan blive prinsesse. Så hun kan blive, hvad prins Williams kone, Kate Middleton, også er blevet – hertuginde.
De britiske medier er kørt helt ud over stepperne i den første uge efter forlovelsen. Hvorfor er Harry og Meghan så populære?
Den har fået alt, hvad den kunne trække i de britiske medier. Daily Mail havde f.eks. dagen efter forlovelsen et 42-siders avistillæg om parret…
42 sider…?
Yes, 42 sider… For parret er populært. Harry er formentlig i sig selv det mest populære medlem af det britiske kongehus. Han var kun 11 år, da hans mor, Diana, døde, og for to generationer vil han sidde fast i hukommelsen som den lille dreng ved siden af sin mors kiste. Siden har han skejet ud, han har taget en officersuddannelse, været ti måneder i Helmand-provinsen og rejst verden rundt for at hjælpe krigsveteraner, bl.a. med Invictus Games.
Han har altid virket mere tilnærmelig end de øvrige kongelige?
Harry er nummer fem i arvefølgen til den britiske trone – efter sin far, sin bror og sin brors to børn. Det giver en frihed, en luft under vingerne, for Harry ved givetvis, at han aldrig bliver konge. Og ja, han har udnyttet den frihed negativt – f.eks. dengang han til en kostumefest dukkede op i naziuniform, og han har været, hvad briterne kalder en »lad«. En rod. Men mestendels har han udnyttet den positivt. Han har talt sjældent åbent om sorgen efter sin mors død, han har talt om depression og store forventninger, han har talt om sine »tabte år«, og han har – og det betyder stadig noget – været i krig og ikke skånet sig selv. Og nu kæmper han for dem, som ikke er så privilegerede, som han er. På den måde er han for mange den egentlige arvtager efter Diana og idealet på en moderne britisk mand.
»Britisk mand« - hvad mener du?
Har du ikke set billederne af ham?
Jo, jo, men der er mere i det end rødt skæg, ikke?
Siden 1990erne har forskere og medier talt om »en krise i britisk maskulinitet«. Om mænd, som ikke vidste, hvordan de skulle tackle nye tider. »Britiske mænd er i en enestående identitetskrise,« som en kendt parlamentariker sagde for nogle år siden. Kongehuset har ikke været forskånet, og prins Harrys far, Charles, er et slående eksempel på en mandekrise, som har udspillet sig på den gamle scene. Han var fuld af følelser, men kunne ikke vise dem, han var sårbar, men skulle være mandig, og hvad pokker skulle han bruge sit liv til? Hans mor bliver ved med at leve og regere, og han skal finde en rolle, men hvad…? Resultatet er prins knude.
Prins Harry synes omvendt mere i ligevægt med de nye tider og den ny tids mand – han er følsom, sårbar, mandig, hele pakken, og han synes at have det godt med det. Ikke for ingenting bliver han ofte fremhævet som et mandligt britisk forbillede.
Hvordan passer Meghan Markle ind i det narrativ?
Hun er perfekt til historien om Harry. Meghan Markle er en rødblodet amerikansk skuespiller, hun er fraskilt, og hun har en sort mor. Hvis vi regner det britiske kongehus tilbage til den normanniske invasion i 1066, er det knap 1.000 år gammelt. Det har regeret over en fjerdedel af verden, men det har aldrig oplevet en Meghan Markle før. Så da parrets forhold blev kendt for et år siden, reagerede nogle briter og britiske medier lidt som en småracistisk og lummer subgruppe på Reddit. Daily Mail – som er det hvide Englands yndlingsavis – skrev bl.a. en historie, som portrætterede Meghan Markle som en gangsterprinsesse fra ghettoen. Og The Sun havde fundet et »steamy« filmklip, som var lige til Pornhub, skrev avisen.
Men sådan er de britiske medier jo. De synker dybt og sælger vidt...
Ja, men det interessante var prins Harrys reaktion. Han blev fløjtende rasende. Han udsendte en officiel udtalelse, hvor han tog medierne og de sociale medier i kraven og rystede dem. Medieomtalen var »langt over stregen«, skrev han og nævnte »forhånelsen på forsiden af en avis, den racistiske undertone i mange af kommentarerne og den fuldstændigt åbenlyse sexisme og racisme hos trolls på de sociale medier og i kommentarsporet efter web-artiklerne«.
Harry var ikke bare en ridder på en hvid hest, en prins Valiant, som forsvarede sin Aleta; han forsvarede noget større, han forsvarede alle uafhængige og multietniske kvinder, og han angreb alle de bittermeyere, som vil hjem til nittenhundrede-og-øllebrød. Hans reaktion var for mange briter en formativ reaktion – for dem selv og for deres opfattelse af Harry.
Et britisk Obama-øjeblik?
Ikke helt, for briterne valgte ikke Meghan som Harrys forlovede; det gjorde Harry. Amerikanerne valgte trods alt Obama. Men briterne har i den grad taget hende til sig – hun hedder ikke »Meghan Sparkle« for ingenting. »Funklende Meghan«. Det er nemt at sige, at hudfarven ikke betyder noget, men det er ikke hele historien, ikke for alle. Obama er multietnisk, Meghan Markle er multietnisk, og de står foran os, og kloden er ikke slået ud af sin bane af den grund, og det er givetvis for mange et ærligt og forbløffende – og dannende – øjeblik. Så vi kan godt lade, som om det er underordnet, men jeg tror ikke, at vi skal undervurdere den instruktive faktor.
Så har det alt sammen været det store eventyr og happy ending?
Generelt har det været en lykkelig første uge for Harry og Meghan og det britiske kongehus – og kritikken blev hurtigt stilnet. Kommentatoren Melanie McDonagh lød f.eks. i det konservative Spectator som en vrissen majorinde fra en koloniudpost i Bagindien. Meghan Markle var helt uegnet som royalt materiale, for hun var sådan en venstreorienteret showbiz-kvinde med alle de rigtige meninger, skrev hun. Markle var imod Brexit og for stærke kvinder, og så var hun guddødemig også fraskilt, og det går ikke, når Harrys bedstemor er overhoved for den engelske kirke, skrev McDonagh. Markle kunne måske gå an som elskerinde, men ikke som hertuginde. Reaktionen på indlægget var bastant og entydig, og de fleste belærte hende om kendsgerningerne: At kronprins Charles – Harrys far – er fraskilt, han er gift med en anden fraskilt, han er den næste britiske konge og det næste kirkeoverhoved. Så den debat er overstået for længe siden.
