Stine Bosses udmelding om Moderaternes holdning til flygtningepolitik har skabt mere end moderat forvirring i løbet af bare en enkelt dag. 

Torsdag morgen fortalte partiets spidskandidat til EP-valget, Stine Bosse, nemlig til Altinget, at Danmark snildt kunne tage imod 7.000 flygtninge om året.

»Hvis man gør det op ud fra tallene, der er lagt ud nu, så vil vi skulle tage i størrelsesordenen 5.000 til 7.000 flygtninge om året. Det ville vi fint kunne,« sagde Stine Bosse til Altinget.

Hun skiftede dog markant mening kort tid efter, da hun til B.T. fortalte, at der var tale om en misforståelse.

I stedet for 7.000 flygtninge havde hun faktisk ment nul, måtte man nu forstå. 

»Jeg har sagt til Altinget, at vi skal arbejde for, at der kommer nul. Ikke til Danmark, men de ydre grænser. Jeg har sagt, at vi skal stramme ved de ydre grænser,« udtalte hun i den sammenhæng.

Efterfølgende har B.T. forsøgt at få svar fra partiets øvrige kandidater til Europa-Parlamentsvalget på, om de er enige i holdningen om, at Danmark kan tage imod 7.000 flygtninge om året. 

Men enten er der ingen kommentarer at hente, eller også er der en noget anden tilgang at hente. 

»Det giver slet ikke mening at sætte et tal på,« lyder det fra en af Moderaternes andre kandidater til Europa-Parlamentsvalget, Klavs A. Holm.

»Vi bliver nødt til at have en stram udlændingepolitik. Moderaterne mener ikke, at vi kan tage 7.000 ekstra flygtninge til Danmark. Det er det, der er vores linje,« siger han til B.T. 

Men Stine Bosse er direkte citeret for at sige, at »vi fint ville kunne tage i størrelsesordenen 5.000 til 7.000 flygtninge?«

»Jeg ved ikke, hvad vores kapacitet i Danmark er. Jeg ved bare, at jeg ikke ønsker, at der skal komme 7.000 flygtninge til Danmark. Det er et skrækscenarie og urealistisk. Det giver grundlæggende ikke mening at stille det op på den her måde,« siger Klavs A. Holm.

Da B.T. ved middagstid torsdag ringer til nummer to på Moderaternes opstillingsliste til EP-valget, Bergur Løkke Rasmussen, vil han i første omgang gerne uddybe, hvad han egentlig mener om Stines Bosses opsigtsvækkende interview.

»Jeg er lige ved at parkere, fordi jeg skal ind til et meget vigtigt møde. Vi kan tales om en time, så ringer du bare,« lød det fra den moderate top-kandidat i telefonen. 

Men da B.T. i løbet af eftermiddagen gentagne gange forsøgte at komme i kontakt med Bergur Løkke Rasmussen, tager han ikke telefonen.

En anden af partiets kandidater til europaparlamentsvalget, Tobias Marney, fortæller til B.T., at han er på vej ned i metroen, og derfor ikke har mulighed for et længere interview.

Han mener, at Stine Bosse i et interview med Danmarks Radio fint fik præciseret, hvad partiets holdning til spørgsmålet er. 

I det interview siger Stine Bosse følgende: 

»Meldingen er, at vi vil arbejde for en langt strammere politik ved de ydre grænser. Det, der lige er sket med migrationspagten, var et skridt i den rigtige retning. Og først på det tidspunkt, hvor vi er sikre på, hvad der foregår ved de ydre grænser, skal vi overhovedet tale om, at retsforbeholdet skal løftes.«

Tobias Marney fortæller, at han tilslutter sig den melding fra Stine Bosse. 

»Genlæs historien fra DR. Hun forklarer det fint der. Jeg har ikke mere at sige i den sag, og jeg skal nå metroen nu,« lød det fra Tobias Marney.

EP-kandidat Laurs Nørlund er på vej til et vælgermøde, da B.T. får fat i ham på telefonen, og han har derfor ikke tid til at lade sig interviewe inden deadline, lyder det. 

B.T. har rakt ud til en række af partiets andre EP-kandidater, for at spørge dem om deres holdning til flygtningespørgsmålet. De er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Vi har også forsøgt at få Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, til at stille op og forklare, hvad partiet egentlig mener, men det har indtil videre ikke været muligt.