Efter at have været både partiformand og formand for Folketinget ville ingen have kritiseret 72-årige Pia Kjærsgaard for at tage en tiltrængt slapper efter valget sidste år.

Hun og hendes mand købte ovenikøbet sidste år sommerhus på Enø ved Karrebæksminde, som er nemmere at komme til end det på Santorini.

»Jeg tænker en gang imellem: Jeg er 73 år lige om lidt. Men jeg tænker altså slet ikke på pension. Det kører bare derudad. Det er utroligt – sådan en ældre dame som jeg,« sagde Pia Kjærsgaard til Billed-Bladet 4. januar ved premieren på musicalen 'Cats' i Dagmar.

Det kører muligvis for Pia Kjærsgaard, men det gør det ikke for hendes parti.

Ved valget sidste sommer mistede partiet 21 mandater og endte på 16 folketingsmedlemmer. Man skal tilbage til 1998 for at finde et ringere resultat for Dansk Folkeparti, der ellers har været toneangivende siden systemskiftet i 2001.

Pia Kjærsgaard ankommer til valgfesten hos DF (Dansk Folkeparti) i Snapstinget på Christiansborg i København under folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019. Onsdag aften holder alle partier valgfest i København i forbindelse med, at der er folketingsvalg, hvor der skal vælges i alt 179 medlemmer til Folketinget. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Pia Kjærsgaard ankommer til valgfesten hos DF (Dansk Folkeparti) i Snapstinget på Christiansborg i København under folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019. Onsdag aften holder alle partier valgfest i København i forbindelse med, at der er folketingsvalg, hvor der skal vælges i alt 179 medlemmer til Folketinget. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Pia Kjærsgaard har lavet en rimeligt skarp analyse af grunden til partiets valgnederlag: 1) Socialdemokratiet har taget vælgerne tilbage. 2) Ledelsen har ikke matchet vælgernes forventninger. Og hvis man ikke har en ledelse, der kan gøre noget ved det, er det selvforstærkende,« siger lektor i politologi ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet Johannes Andersen.

I modsætning til mange kommentatorers mening var Kristian Thulesen Dahl ikke udfordret som formand for det topstyrede parti. Mange medlemmer tænkte i deres stille sind, at resultatet ville rette sig.

Det er imidlertid ikke sket. I Berlingske Barometers vægtede gennemsnit af flere institutters målinger går partiet yderligere lidt tilbage, og den tendens er begyndt at skabe en dårlig stemning.

Ifølge Avisen Danmark blev Pia Kjærsgaard sur og skældte ud på ledelsen på et gruppemøde i sidste uge. Det ønsker den tidligere formand for partiet ikke at kommentere.

Men der er ingen tvivl om, at hun personligt arbejder hårdere end nogen andre for at vinde de tabte stemmer tilbage.

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard. Statsminister Mette Frederiksen besvarer spørgsmål i folketingssalen fredag den 17. januar 2020. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard. Statsminister Mette Frederiksen besvarer spørgsmål i folketingssalen fredag den 17. januar 2020. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bech
Vis mere

»Jeg er utroligt glad for, at Pia kom tilbage fra jobbet som formand for Folketinget, som er et fuldtidsjob. Så hun har ikke deltaget meget i gruppens arbejde de sidste fire år. Nu har vi fået en stjernespiller tilbage, som desuden er partiets mor. Og hun nærer stor omsorg for partiet,« siger gruppeformand Peter Skaarup.

»Den stramme ledelse er Pia Kjærsgaards design. Hun brød ud af Fremskridtspartiet og overtog deres program, men ikke deres anarki. Pia hader kaos. Men DF opdagede, at de tiltrak mange socialdemokratiske vælgere, og justerede deres politik i den retning,« siger journalist og forfatter Erik Meier Carlsen.

»Vi skal genopfinde os selv. Vi står frit i denne periode og kan køre 'Dansk Folkeparti classic'. Vi må vende blikket indad og tænke: 'Hvordan kan vi gøre det bedre?'« siger Pia Kjærsgaard til B.T. 11. juni, seks dage efter valget.

Hun blander sig i alt, hvad hun kan blande sig i. Der er ingen fine fornemmelser, hun tager telefonen, når man ringer, og henvender sig sommetider selv til medierne.

Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti
Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Der har udviklet sig en helt særlig måde at være og tale på, hvor man gør åh-så-meget ud af at være åh-så-tolerant og opdateret på den seneste minoritets vegne. Det gør mange mennesker bange for at sige, hvad de tænker, fordi de er bange for at blive set på som bøvede og dumme undermålere,« siger Pia Kjærsgaard til Berlingske 12. januar.

Hun er nærmest startet forfra, med samme brændende ildhu, som da hun startede Dansk Folkeparti som 47-årig i 1995, og blander sig i stort og småt.

»Hvad er det, man kalder dem – klimatosser?« siger hun, da hun skal udpege gerningsmanden til blodbadet på partiet ved valget til Europa-Parlamentet, hvor partiet går fra fire mandater til et.

»Befolkningen har været dybt skuffet over det borgerlige flertals politik, og nu er det vores opgave at undersøge, hvad i alverden der gik galt,« skiver hun i Ræson 15. august.

Hun siger til Jyllands-Posten, at det er godt, at asyltallet er faldet, men hun understreger, at tallet skal ned på nul.

Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti og Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet debatterer udlændingepolitik på McDonald's i Brøndby, tirsdag den 21. maj 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti og Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet debatterer udlændingepolitik på McDonald's i Brøndby, tirsdag den 21. maj 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ulve kan heller ikke hærge i fred for Kjærgaard, der ud over at være udlændingeorfører er dyrevelfærdsordfører:

»Danmark er ikke et ulveland. Hvis der pludselig gik ulve rundt ude i Dyrehaven, så ville det få større opmærksomhed. Det duer ikke, at folk i København synes, at ulven er et helt naturligt og fredet dyr,« siger hun til Dagbladet Ringkøbing Skjern.

17. januar indkalder DF statsminister Mette Frederiksen til forespørgselsdebat i folketingssalen til debat 'om regeringens værdipolitik med fokus på de udfordringer, der følger af indvandringen'.

Her bliver Pia Kjærsgaard spurgt, om hun kunne se nogen positive effekter ved den ikke-vestlige indvandring til Danmark.

»Det eneste, jeg kan se, er nogle meget velassorterede grønthandlere,« lyder svaret fra Pia Kjærsgaard, der tilføjer, at hun ''håber, de betaler skat og moms som deres danske kolleger'.

Fremover bliver Pia Kjærsgaards udfordring at profilere DF uden at skygge for meget for Kristian Thulesen Dahl.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

.