SF-rådmand Thomas Medom siger, at København, der ikke skal modtage flygtninge næste år, som en af verdens rigeste byer ikke skal køre på frihjul - men må tage ansvar.

Slagsmålet om fordelingen af flygtninge er i fuld sving, efter at Udlændingestyrelsen torsdag fremlagde fordelingen af i alt 12.000 flygtninge, der forventes at komme til Danmark i 2016.

Her skal Aarhus modtage 587 flygtninge, mens København ikke skal modtage én.

Til Metroxpress siger SFs socialrådmand, Thomas Medom, at hovedstaden også må tage sin del af flygtningene.

»Det er en af verdens rigeste byer, så selvfølgelig skal København ikke køre på frihjul,« siger Thomas Medom til Metroxpress.

I hovedstaden forsvarer de politikere, som har stemt nej til at modtage flere flygtninge sig med, at København i forvejen har taget sin store andel og huser mange flygtninge. Til det siger Thomas Medom til Metroxpress:

»Det kan godt ske, at de har mange med anden etnisk baggrund i København, men det har vi da også i Aarhus. Det er uanstændigt, og den her fordelingsnøgle er ganske urimelig,«

I en tv-debat fredag morgen på TV 2 News afviser Lars Aslan Rasmussen, socialdemokratisk medlem af den københavnske borgerrepræsentation, at København skal tage flere flygtninge.

»København er i forvejen den by i Danmark, der huser det største antal mennesker med anden etnisk baggrund. Nemlig 15 procent, og vi har problemer med integrationen. Jeg siger ikke, at Aarhus ikke tager ansvar. Byen har også mange flygtninge og indvandrere. Det er snarere andre kommune som de nordsjællandske, der skal tage ansvar,« siger Lars Aslan Rasmussen.