Regeringen skal skære 2,5 milliarder af udviklingsbistanden og bruge dem på asylsituationen herhjemme i stedet. Men der bliver ikke rørt ved pengene til Danmarks største modtagerland, Afghanistan.

Der skal skæres, spares og omrokeres på udviklingsbistanden for at imødekomme et hurtigt voksende behov for ekstra penge til de mange asylansøgere, der søger mod Danmark. Men bistanden til Afghanistan, som er det land, der modtager mest støtte fra Danmark, vil der tidligst blive pillet ved i 2017.

Det fortæller handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S), udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og forsvarsminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde torsdag, hvor Danmarks Afghanistan-strategi for årene 2015-2017 blev fremlagt.

»I den endelige plan for udmøntningen af omlægningen af bistanden, som vi er i gang med, der er et af principperne, at vi ikke rører ved de forligsbelagte områder, hvor vi har aftaler. Og det er Afghanistan-planen, så den vil ikke blive berørt af omlægningen,« siger Mogens Jensen.

Afghanistan er Danmarks absolut største modtagerland, og vi sender årligt 535 millioner i udviklingsbistand til afghanerne.

Målet på sigt er, at Afghanistan skal kunne klare sig uden den internationale hjælp, der sammenlagt udgør 90 procent af statsbudgettet.

»Det tager tid, som det jo gør i alle lande. Derfor er et af hovedområderne i vores strategi jo at skabe et Afghanistan i stand til selv at skabe vækst og job, så landet på sigt kan finansiere sig selv. Men det kommer til at tage tid,« siger Mogens Jensen, der dog ikke vil sætte et konkret årstal på.

Men det er sikkert, at Danmarks støtte vil fortsætte som hidtil mere end to år endnu, siger Martin Lidegaard.

»Den strategi der er fremlagt i dag (torsdag, red.) udgør aftalen mellem Afghanistans forligsparter. Deri ligger også, at når vi er i 2017, er der ikke en særlig Afghanistan-forligskreds længere. Så er det et samarbejdsland i bistandsprogrammet som alle andre, der falder ind under den kategori. Det er for at indikere at tidsperspektiv i, hvordan vi kigger på det,« siger han.

Spørgsmål: Så i 2017 kan I skære ned i støtten til Afghanistan?

»Det er ikke det, jeg siger. Jeg siger bare, at så er det et bistandsprogram som alle andre,« siger Martin Lidegaard.

Ifølge regeringens egne tal vil der komme 20.000 asylansøgere til Danmark i år og næste år, og det udløser en ekstraregning på 4,5 milliarder kroner. 2,5 milliarder af dem skal efter planen hentes i udviklingsbistanden.