Alt er i forfald i Udkantsdanmark. Det er den fortælling, man ofte hører. Selv i valgkampen gider folketingskandidaterne ikke i tilstrækkelig grad at tage danske landsbyer alvorligt nok.

Det mener i hvert en række af landets borgmestre fra udkantskommunerne. Blandt andet Jan Petersen, der er borgmester i Norddjurs Kommune og tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem.

»Jeg kunne godt ønske mig, at debatten om yderområder ikke handler om at lave en æbleplantage i en landkommune. Det er slet ikke hovedproblemet. Det er, at man tænker i sektorer og glemmer det hele Danmark. Hver eneste gang, man samler funktioner betyder det fraflytning,« siger Jan Petersen til tv2.dk.

Også Jan Petersens tidligere kollega på Christiansborg, borgmester i Odsherred, Thomas Adelskov, er enig i, at der er for lidt fokus på Udkantsdanmark i valgkampen. Borgmesteren mener, udkantskommunerne problemer med at skaffe kapital, mangler på den politiske dagsorden.

Det bakker formand for Kommunernes Landsforening og borgmester i Kalundborg, Martin Damm (V), ham op i.

»Det er helt afgørende, at vi i landdistrikterne får samme vilkår som bykommunerne. Jeg er ikke ude efter, at vi skal have positiv særbehandling, men at vi ikke hægtes af på infrastruktur, finansiering og muligheder for hurtige internetforbindelser. Det skal ikke være synd for os. Vi vil egentlig helst klare os selv, men det kræver, at vi får muligheden,« siger han.

Kommunalekspert Roger Buch, at borgmestrene har en pointe, når de siger de bliver overset. Han vurderer, at der var større fokus på udkantsdanmark under valgkampen i 2011, end der er i dag.

»Der er meget lidt, politikerne har talt om kommunerne denne gang. Men om man der bliver snakket nok om yderområderne er en smagssag og afhænger af, hvor man befinder sig. Der er meget et københavner-perspektiv på Danmarks udfordringer, fordi det er der, væksten er. Her er integrationsudfordringen større, og derfor kommer disse udfordringer mere i fokus, end de emner, folk er optaget af i landdistrikterne,« siger Roger Buch.

Dokumentar-serien 'På Røven i Nakskov' satte for nylig fokus på livet i slunkne udkantsområder. I serien følger man en række familier, der fortæller, hvordan det er at leve i områder, hvor butikker lukker, skoler drejer nøglen om, og hvor der er store sociale problemer.

Skat har vurderet, at 19 af landets 98 kommuner er defineret som udkantskommuner.