ANALYSE AF BT'S POLITISKE REPORTER ANDREAS KARKER

Inden Inger Støjberg fik trykt sin kronik, hvor hun argumenterer for at gøre forskel på på kristne og muslimske indvandrere, i Berlingske, sendte hun den til partifællen Martin Geertsen.

Ikke fordi han skulle godkende den, men til orientering. 



Det viste sig, at Martin Geertsen var helt enig i kronikken. Men han er ikke altid enig i Inger Støjbergs hårde udlændinge-linje, og det har Venstre-formand Lars Løkke det helt fint med.

Venstre kører i to spor i udlændingedebatten, og Inger Støjberg og Martin Geertsen profilerer hver sit spor.

På den ene side vil Lars Løkke gerne konkurrere med Dansk Folkeparti om at være hård overfor udlændinge. På den anden side, vil han gerne tækkes mange i partiet og i folketingsgruppen og blandt Venstre-vælgerne som er dødtrætte af DF og hård udlændingeretorik og som drømmer om et VKR-samarbejde, (måske inklusive Liberal Alliance, så kaldes det VIRK), hvor man kan lave borgerlig politik uden DF.

Det var således langtfra alle i Venstres folketingsgruppe, der var begejstrede, da Inger Støjberg blev politisk ordfører i februar. Nogle kalder hende ligefrem "Sorte Inger" og beklager sig over, at hun lyder fuldstændig som DF. Men det var Lars Løkke selv, der ville have hende ind på den post, og hun har hans fulde opbakning til at svinge pisken.

Men samtidig tilbød ledelsen Martin Geertsen posten som integrationsordfører. Da han fik tilbuddet sagde han selv, at han jo ikke har samme hårde tilgang til udlændinge som Inger Støjberg. Det var helt i orden, fik han at vide.

Og Martin Geertsen ramte for nylig også forsiden på Berlingske med sit bløde bud på hvordan forskellige kulturer i Danmark kommer hinanden nærmere. Det skete med et forslag om en kanon over dansake værdier.

- Jeg synes, at vi har misset at fortælle de mennesker, der er kommet her til landet, hvad der er værdier og normer hos os. Vi skal have defineret, hvad vi selv er for nogen, inden vi begynder at definere, hvad vi ikke vil være med til, sagde Martin Geertsen og pegede på religionsfrihed, ytringsfrihed, ligestilling og demokrati som urokkelige danske værdier, mens han ærgrede sig over tendensen til at sammenblande den slags værdier med holdninger til frikadeller og tørklæder.

Socialdemokraterne har nøjagtigt samme problem som Venstre: Deres vælgere er delt i to, hvoraf den ene halvdel er meget enige med DF på udlændingeområdet, og den anden halvdel er mere enige med de Radikale. Begge partier forsøger at gå på line og tilgodese begge holdninger, men det bliver svært, når næste valg rykker nærmere.

DF skal nok vide at udfordre disse skel, når valgkampen for alvor starter. Og de eneste vindere i den sag er de partier, som er helt i tråd med deres vælgere på området: DF og de Radikale.