Det er rå metoder, som Søren Pape Poulsen tager i anvendelse over for statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans smalle V-regering.
Budskabet fra den konservative leder lyder, at Lars Løkke Rasmussen har 14 dage til at udstikke en garanti for, at de Konservative kan få indrømmelser, der sænker udledningen af kvælstof i 2017 og 2018. Hvis ikke det sker, vil Pape forsøge at finde et flertal uden om regeringen for at få sine krav igennem.
Dermed åbnes en ny runde i det bitre slag mellem de Konservative og regeringen, som for kort tid siden førte til Eva Kjer Hansens afgang som miljø- og fødevareminister og truede med at udløse valg i utide. Striden bragte forholdet mellem V og K til et lavpunkt og udfordrede sammenholdet i blå blok.
I de øvrige blå partier mener man i dag, at de konservative ordførere opførte sig amatøragtigt ved ikke i tide at have fået læst ordentligt på lektierne forud for vedtagelsen af regeringens landbrugspakke. Man kritiserer ligeledes den konservative folketingsgruppe for at have handlet ekstremt illoyalt, da partiet udtrykte mistillid til Eva Kjer og skubbede ministeren mod afgrunden.
Hos de Konservative fastholder man omvendt, at den nu forhenværende minister svigtede fatalt ved ikke at give et retvisende billede af landbrugspakkens konsekvenser for miljøet. Man insisterer på, at man gav Eva Kjer Hansen flere chancer for at lande sagen i mindelighed, men at hun hver gang lod disse muligheder gå fra sig. Dernæst holder de Konservative fast i, at der er brug for at få rettet op på landbrugspakkens negative følger, og at det skal ske nu - eller rettere sagt senest fredag den 8. april. Inden den dag skal de Konservative have »garanti« for, at partiet får de nødvendige indrømmelser, som skal sikre en lavere udledning af kvælstof i de kommende år.
Set med Søren Pape Poulsens øjne har Lars Løkke Rasmussen optrådt arrogant og stejlt, eftersom statsministeren endnu ikke har været villig til at bane vejen for en aftale om miljøkompenserende tiltag. Dermed har Løkke ikke medvirket til at sætte et endeligt punktum for den gamle strid, men har tværtimod ladet den leve videre, mener de Konservative.
Problemet for Søren Pape er, at han ikke kan leve med, at de Konservative ikke har fået de miljømæssige forbedringer på plads, for det udstiller, at partiet måske nok fik væltet en minister, men at det skete uden, at partiet fik opnået det egentlige – nemlig at styrke miljøet. Den slags nederlag er ikke befordrende for et lille parti, der kæmper for sin eksistensberettigelse og befinder sig foruroligende tæt på spærregrænsen.
Derfor er det afgørende for Søren Pape, at Lars Løkke Rasmussen tager partiets krav alvorligt. Eller som Pape udtrykker det over for Berlingske: »Vi vil ikke trækkes rundt i manegen i en proces, hvor det tager lang tid, og så ender det med, at folk bare kigger på os og siger: I sagde, det her handlede om vandmiljøet, men I gør ikke en dyt.«
Fra regeringschefens perspektiv er de Konservatives fremgangsmåde derimod utålelig.
Set fra Løkkes udgangspunkt bruger Pape rockermetoder, når han kræver en løsning inden 14 dage og truer med at gå sammen med rød blok, hvis ikke statsministeren leverer varen. Dermed lader Pape hånt om, at Løkke gentagne gange har appelleret til større sammenhold i blå blok, ligesom den konservative leder anbringer statsministeren i en ydmygende position, hvor regeringschefen bare har at rette ind efter de Konservatives krav. Af samme grund mødes Søren Papes krav da også af slet skjult vrede ikke alene i Venstre, men også i Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, hvor tålmodigheden med de Konservative er ved at være trukket til bristepunktet.
Hvor ender det? Et kvalificeret gæt er, at den nye miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen, i løbet af kort tid finder en løsning, som stiller den konservative folketingsgruppe tilfreds og resulterer i en definitiv afslutning på et elendigt forløb, som aldrig producerede vindere, men alene tabere i blå blok.
Naturligvis kan en regeringschef ikke gøre det til en vane at give efter for trusler og blot tage imod ordrer fra sine støttepartier. Men når Løkke ser frem, har han absolut ingen interesse i at genopføre en ny kaotisk kamp med de Konservative. Tværtimod har han behov for at kitte blå blok bedre sammen, så regeringen efter sommeren kan overleve et efterår, hvor store og vigtige aftaler – herunder finansloven for 2017 – skal landes. I den situation dur det ikke at forlænge den borgerlige borgerkrig mellem V og K.
