Liberal Alliances formand Anders Samuelsen melder sig nu ud af kalkunjagten på SF'eren Anne Baastrup.

I modsætning til andre borgerlige partier, der finder hende uværdig til at sidde i Folketingets ledelse, præsidiet, mener Anders Samuelsen, at det er på tide at lægge sagen bag sig.

- STOP! Nu synes jeg ærlig talt der er tærsket langhalm nok på proces-sager! JA, Thorning, Bødskov og Anne Baastrup har handlet kritisabelt. Det står klart for enhver, skriver Anders Samuelsen mandag morgen på sin facebook-væg. Han opfordrer politikerne til at fokusere på mere alvorlige emner så som jobs og økonomisk vækst.

Anne Baastrup er trængt, fordi det i sidste uge kom frem, at hun hjalp daværende justitsminister Morten Bødskov med at skjule sandheden om aflysningen af retsudvalgets besøg på Christiania. Hun var dengang formand for udvalget. I dag sidder hun i Folketingets præsidium.

Flere medlemmer af præsidiet slår ring om hende. Blandt andre den radikale Camilla Hersom og Venstres Bertel Haarder.

Camilla Hersom mener, at Dansk Folkeparti fisker i rørte vande.

- Nu foregår der tjenstlige undersøgelser i Justitsministeriet af, hvad der er foregået i den sag. Politisk er den belyst både ved Bødskov og ved statsministeren, og det er helt fint for mig, siger hun til BNB.

Hun har 'det bedste indtryk' af Anne Baastrup og understreger, at den rutinerede politiker stadig har en plads i Præsidiet.

- Selvfølgelig har hun det, og det er i hvert fald ikke Dansk Folkeparti, der skal afgøre, om hun har det. Det er SFs afgørelse. Men jeg ser ikke noget som helst problem i det, siger Camilla Hersom.

Præsidiets formand, Mogens Lykketoft (S), vil ikke kommentere Dansk Folkepartis krav, men næstformand Bertel Haarder (V) beskriver over for Jyllands-Posten Anne Baastrup som 'en yderst samvittighedsfuld kollega'. Han understreger desuden, at Baastrup ikke har de samme forpligtelser som medlem af Folketingets Præsidium, som en minister har.

- Vi har en ministeransvarlighedslov, men ikke nogen udvalgsformandsansvarlighedslov, siger Bertel Haarder til Jyllands-Posten.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Anne Baastrup. SF politiske ordfører Lisbeth Bech Poulsen siger til Berlingske, at partiet fortsat har fuld tillid til hende.

- Anne blev sat i en utrolig svær situation og var som en lus mellem to negle. Hun fik forelagt nogle oplysninger og fik at vide at de kunne kompromittere PET's arbejde, hvis de blev offentliggjort, siger Lisbet Bech Poulsen.