En tidligere højt betroet medarbejder i Venstres Landsorganisation blev onsdag frifundet for dokumentfalsk. Venstre havde ellers selv anklaget personen for at have fusket med sit CV, og brugte det derfor som fyringsgrundlag tilbage i 2011.

Ved Retten i Lyngby begrundede dommeren afgørelsen med, at anklagemyndigheden ikke havde indsamlet tilstrækkelige beviser for, at der skulle have fundet en forfalskning sted af blandet andet et MBA-bevis fra et universitet i London.

Sagen drejer sig om en person, der fra 2009 til 2011 var ansat i en administrativ chefstilling ved Venstres Landsorganisation i Søllerød. Partisekretær Claus Richter endte med at bortvise ham efter en mistanke om, at den ansattes eksamenspapirer var forfalskede.

I retten forklarede anklager Kirsten Sørensen, at mistanken var opstået, efter den ansatte gentagne gange havde sjusket med sagsbehandlingen, hvilket man 'ikke burde forvente fra en med de kompetencer', som ellers fremgik af eksamensbeviserne.

Partisekretærens mistanke blev bestyrket, da han kontaktede universitetet i London. De havde nemlig svært ved at genkende flere elementer i dokumenterne. Blandt andet fremgik der karakterer af eksamensbeviset, hvilket ikke var praksis på deres officielle eksamensbeviser.

Derfor blev sagen om cv-fusk iværksat. I retten endte dommeren med at frifinde den ansatte, da anklagemyndigheden ikke i tilstrækkelig grad havde indsamlet beviser for, at dokumenterne rent faktisk var forfalskede.

Bevisførelsen stammede nemlig udelukkende fra korrespondancen mellem Venstre og universitetet i London. Der var altså ikke lavet uafhængige undersøgelser efterfølgende, eller for den sags skyld sendt en officiel erklæring fra universitetet til anklagemyndigheden på, at der skulle være tale om forfalskede dokumenter.

Den tiltalte var ikke selv til stede i retten ved domsafsigelsen. Forsvarer Kristina Marstrand hentydede i sin procedure til, at Claus Richter og Venstre åbenlyst havde jagtet en årsag til at bortvise medarbejderen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Claus Richter eller Venstres Landsorganisation.