De borgerlige partier valgte sent onsdag at sende spørgsmålet om at sende danske F16-fly til Irak tilbage til debat i Forsvarsudvalget.

Selvom syv danske F16-kampfly står klar i Skrydstrup til at lette med kurs mod Irak, så er det usikkert, om det kommer til at ske torsdag morgen som planlagt.

Alt tydede ellers på, at det var scenariet, da politikerne på Christiansborg onsdag aften gik i folketingssalen for at debattere sagen og afslutningsvis stemme om det militære bidrag, der skal fungere som våben mod Islamisk Stat (IS) i Irak. Men det endte aldrig med en afstemning, da regeringens forslag blev sendt tilbage til Forsvarsudvalget.

Det centrale stridspunkt er, hvad lovgivningen og strafferammen er for danskere, der vælger at tage til Irak for at kæmpe på IS’ side - og altså muligvis også mod danske soldater.

De borgerlige partier foreslog efter flere timers debat omkring klokken 23.30 at sende beslutningsforslaget tilbage til Forsvarsudvalget, hvilket regeringen accepterede.

»Vi forsøgte forgæves at få svar på vores spørgsmål i folketingssalen - også for at sikre os, at regeringen er med til at ændre loven, hvis de (danskere, der kæmper på IS’ side, red.) ikke kan straffes for det. Og så må sagen tilbage i udvalget, hvor regeringen skal indkaldes i samråd, inden vi stemmer endeligt om sagen,« siger de Konservatives udenrigsordfører, Lars Barfoed (K).

Forsvarsudvalget indledte klokken 24.00 et møde. Ifølge Lars Barfoed kan sagen tidligst endte i folketingssalen til afstemning igen torsdag morgen.

»Så er det spørgsmålet om, hvor hurtigt ministrene - jeg tror det er justitsministeren eller udenrigsministeren - kan møde op i udvalget i løbet af natten eller de tidlige morgentimer, og så kan vi mødes i Folketinget klokken 9 og stemme om det, hvis vi har fået et tilfredsstillende svar i udvalget på det tidspunkt,« siger Lars Barfoed.