Verden brænder, og flere mennesker end nogensinde før er på flugt. Alligevel taler christiansborg-politikerne mest om, hvordan vi slipper for at få flygtningene ind i landet.

En snigende kynisme kalder biskop i Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, det i Berlingske i dag.

- Mennesker bliver forfulgt som aldrig før, og vi står over for en flygtningekrise af hidtil uset omfang - ikke bare i Mellemøsten, men også i Afrika. I den sammenhæng kunne jeg godt savne, at vi i vores hjemlige debat viste større imødekommenhed og medmenneskelighed over det, der sker, siger biskoppen.

Hans indspark kommer i en tid, hvor debatten har været præget af forslag om at begrænse asylansøgernes muligheder for at få familiesammenføring, at stramme asylreglerne og at oprette flygtningelejre i udlandet til de op mod 20.000 asylansøgere, som Danmark kan forvente at modtage i år.

Dertil kommer historier fra asylcentrene i Danmark om kræsne flygtninge, der brokker sig over maden eller boligforholdene. Og sågar en historie om asylansøgere i Fredericia, der truede med sultestrejke, fordi maden var for ringe. En historie, der viste sig at være baseret på en enkelt anonym kilde, der ikke engang bor på asylcentret.

Ikke bare brikker

Biskoppen peger på, at flygtningene mere og mere bliver betragtet som brikker.

- Flygtningene er ikke bare brikker, vi kan flytte rundt med. Flygtninge er mennesker, siger Peter Skov-Jakobsen til Berlingske.

På Christiansborg køber Venstres Esben Lunde-Larsen ikke uden videre kritikken.

- Vi har en kontant og klar debat om de grupper, der kommer til vores samfund, og den har et fornuftigt leje. Der, hvor jeg kan blive bekymret, er, når det kommer til at handle om religion. Altså at det, at en person er muslim, kommer til at blive det afgørende, siger venstremanden til Berlingske.

’De har ingen ret til at klage’

Det er ikke okay at brokke sig over forplejningen, når et land har åbnet sine døre for én.

Det mener udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) i hvert fald.

- Efter min opfattelse går det langt over grænsen, at disse såkaldte forfulgte mennesker åbenbart tror, at de er i deres gode ret til at klage over forholdene i Danmark. Det er uforskammet, og kæden hopper jo helt af, når de begynder at fable om sultestrejke. Det styrker min fornemmelse af, at alt for mange af dem, der kommer, er bekvemmelighedsflygtninge, siger Martin Henriksen til Ritzau.

Sultestrejke

Han reagerer på en historie i Jyllands-Posten om, at en gruppe på 200 asylansøgere fra Syrien og østafrikanske Eritrea har klaget over indkvarteringsforholdene på et midlertidigt asylcenter i Herning. Her har halvdelen af dem i en måned overnattet i en gymnastiksal, mens maden ifølge asylansøgerne blev indtaget i et koldt telt.

De utilfredsstillende forhold fik ifølge Jyllands-Posten 50 af asylansøgerne til at gå i sultestrejke. En protest, der dog hurtigt blev indstillet, da ledelsen på det midlertidige asylcenter gik i dialog med de strejkende asylansøgere.

Er flygtningedebatten løbet løsk. Deltag i debatten.