Det vækker opsigt på Christiansborg, at direktør for Strategi & togmateriel i DSB, Jürgen Müller, til næste år står til at få 3,3 millioner kroner i bonus for at have gjort...ingenting.

Pengene får han nemlig i såkaldt fastholdelsesbonus. 

Det vil sige, at han får pengene for at blive i det job, han allerede har, og hvor han i forvejen kan nyde godt af en indtægt på 3,7 mio. kroner om året.

»Grundlæggende har vi lige nu en togdrift, der svigter alle, så det virker grotesk og som en hån til alle dem, der skal til at betale højere priser næste år, at DSB forgylder en direktør med en bonus på 3,3 millioner kroner udover den almindelige løn, som i forvejen er høj,« siger Dansk Folkepartis transportordfører Nick Zimmermann og fortsætter: 

Direktør for Strategi & Togmateriel i DSB, Jürgen Müller, kan se frem til en millionbonus, uanset hvordan det går i DSB
Direktør for Strategi & Togmateriel i DSB, Jürgen Müller, kan se frem til en millionbonus, uanset hvordan det går i DSB Foto: Klaus Holsting
Vis mere

»Det er forrykt og ude af trit med virkeligheden, og jeg kommer til at spørge regeringen ind til, hvad det er, der foregår,« siger han.

Den helt særlige aftale har fået eksperter til at spærre øjnene op. Både professor Bent Greve fra Roskilde Universitet og professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh har overfor B.T. kaldt aftalen mellem DSB og Jürgen Müller for »usædvanlig«.

Nyheden om de eksorbitante udbetalinger til Jürgen Müller kommer samtidig med, at DSB lige nu udbetaler rekordmange penge i kompensation til pendlere på grund af forsinkede tog.

Til og med september har DSB udbetalt i alt 28,9 millioner kroner i erstatning til passagerer, viser nye tal fra DSB Pendler Rejsegaranti.

Til sammenligning var der i samme periode i 2022 udbetalt 14,6 millioner kroner.

Samtidig har DSB meldt ud, at man fra næste år kommer til at hæve priserne med cirka 10 procent.

DSB er en såkaldt selvstændig offentlig virksomhed, der er delvis skattefinansieret. I 2022 modtog etaten 3,5 milliarder kroner i tilskud fra staten.

Derfor mener Enhedslistens transportordfører Jette Gottlieb, at DSB er helt galt på den:

»Det er endnu et greelt eksempel på de alt for store ledelseslønninger i det offentlige,« siger Jette Gottlieb og fortsætter:

»Jeg er med på, at de 3,3 mio. kroner til direktøren ikke er årsagen til DSB’s problemer, men det forarger og sender et helt forkert signal til de kunder, der nu kan se frem til højere billetpriser fra næste år,« siger hun.

DSB har ikke yderligere kommentarer til sagen end det skriftlige citat, som Anne H. Steffensen, der er formand for Vederlagsudvalget i DSB, allerede har sendt til B.T.: 

»I processen forbundet med de milliarddyre indkøb af fremtidens tog og fremtidens S-tog og de helt vitale hensyn, der er til kontinuiteten og indsigten i disse projekter, er direktøren for Strategi & Togmateriels fortsatte ansættelse af afgørende betydning for DSB. Derfor er der indgået en fastholdelsesaftale, såfremt han er i uopsagt stilling pr. 1. oktober 2024,« skriver hun i mailen.

DSB har for den øvrige direktion afskaffet bonusordninger, der i stedet er blevet til en del af det faste vederlag.