Det værste øjeblik i dansk politik i 2019?
Jeg er ikke i tvivl.
Det fandt sted lørdag 31. august. Venstres daværende næstformand, Kristian Jensen, gik ud til journalisterne forsamlet foran Comwell Kellers Park i Brejning uden for Vejle, hvor Venstres forretningsudvalg og hovedbestyrelse var samlet.
»Det tror jeg slet ikke, der er ord til at beskrive,« sagde Kristian Jensen med en klump i halsen, da han blev spurgt om, hvor skuffet han var over ikke at blive formand for Venstre og statsministerkandidat.
Lidt senere sagde han:
»Det ville da være mærkeligt ikke at være berørt. Og de tanker, dem tror jeg bare, jeg holder inde i hovedet. Kan I have det godt.«
Han kneb en tåre og gik.
Lars Løkke selv var forsvundet ud ad bagdøren.
Og det bedste øjeblik?
Det må være 25. juni kort før midnat. Mette Frederiksen var færdig med forståelsespapiret og kunne danne regering.
Jeg havde skrevet en artikel om Venstre og var taget hjem. Jeg hastede ind på Borgen, da det gik op for mig, at det var tæt på. Jeg var lidt træt og satte mig i en sofa, mens jeg ventede på Mette og repræsentanterne for støttepartierne.
Pludselig kom hun ud ad en dør og så straks på mig:
»Så kan du godt rejse dig, Karker,« lød det muntert fra den kommende statsminister.
Og det kom med i TV2 News, som allerede sendte live.
Det politiske billede havde ændret sig fuldstændigt. Mette Frederiksen kunne danne en et-parti-S-regering, og blå blok var sprængt til atomer. Det hele var faktisk DF-formand Kristian Thulesen Dahls skyld.
Lars Løkke tabte valget i 2015 efter pinlige personsager om flyrejser på første klasse og tøjkøb på Venstres regning. Venstre mistede 13 mandater og måtte nøjes med 34. Socialdemokraterne gik 3 mandater frem og blev største parti med 47 mandater.
Men Dansk Folkeparti malede Sydjylland gult. De gik 15 mandater frem og fik 37 mandater. De reddede Lars Løkke en ny periode som statsminister.
Men ved valget i 2019 var den effekt klinget helt af. Venstre vandt 10 mandater tilbage, men DF tabte 21, og så var det slut for Lars Løkke og velkommen til den rødeste regering siden 1970'erne.
Det næstværste øjeblik i dansk politik sidste år?
Det må være Anders Samuelsen, der gik fra at være udenrigsminister i et regeringsparti til slet ikke at blive valgt. Han gik straks af som leder af Liberal Alliance og kneb en tåre ved et pressemøde på verandaen mod Ridebanen 6. juni.
»Jeg går nu. Jeg ønsker jer alt det bedste,« sagde Anders Samuelsen grådkvalt og pegede på, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille skulle overtage efter ham som politisk leder.
Sådan gik det heller ikke. Simon Emil Ammitzbøll-Bille tabte en intern magtkamp, som blev vundet af den da 27-årige Alex Vanopslagh.
Ammitzbøll-Billes ambitioner om at blive formand var så store, at han 7. november dannede partiet Fremad, som 11 dage senere kunne notere en tilslutning på 0,1 pct. i en meningsmåling fra Voxmeter.
Og nu vi er ved formandsskifter, så trådte Uffe Elbæk 16. december også tilbage som leder af Alternativet, som han selv stiftede seks år og 19 dage tidligere. Det skete efter en række skandalesager i det grønne parti og en mislykket satsning på selv at blive statsminister.
Og flere gode øjeblikke i 2019?
Pernille Vermund var glad og stolt over, at hendes ny parti Nye Borgerlige kom i Folketinget. De fik dog kun fire mandater og ingen indflydelse.
Håbet om at blive tungen på vægtskålen for en borgerlig regering var helt væk. Håbet om at minimere DF lykkedes til gengæld – hvilket dog i høj grad også var DF's egen skyld – men mange af de vælgere, der forlod DF, valgte i stedet af stemme på Socialdemokratiet, og det flyttede midteraksen i dansk politik.
Og der kan den blive i længere tid, efter at de borgerlige partier ikke har noget fælles mål. Udviklingen startede med Lars Løkkes ide om en SV-regering, som han lancerede uden opbakning i sit eget parti i valgkampens sidste dage. Måske gav ideen Venstre fremgang ved valget, men det hjalp ikke Lars Løkke.
Den nye Venstre-formand, Jakob Ellemann-Jensen, der blev valgt 21. september, har drukket kaffe med alle de øvrige partiledere i blå blok, men omridset af en borgerlig plan er ikke til at få øje på. Og så længe den er væk, sidder Mette Frederiksen sikkert i sadlen i Statsministeriet.
