Der sætter sig to DF-medarbejdere over for mig ved festmiddagen i MCH Herning Kongrescenter.
En er tydeligvis ikke nok.
Jeg går straks til angreb.
Tidligere på dagen har jeg spurgt DF-formand Kristian Thulesen Dahl, om det ikke bør have konsekvenser for kommunikationsafdelingen og pressechefen, når nu kommunikationen åbenbart er gået så dårligt.
»Nej, nej, de er meget dygtige,« lød svaret.
»Men det er jo kommunikationen, der er gået dårligt,« indvendte jeg.
»Det er jo også min fejl,« lød svaret.
Kristian Thulesen Dahl går så heller ikke af, selv om partiet ved valget mistede 21 mandater og over halvdelen af deres partistøtte, som driver forretningen.
»Det må da have haft konsekvenser for presseafdelingen,« siger jeg.
»Ja, vi taler mindre med typer som dig fremover,« lyder svaret.
Men jeg får faktisk lokket ud af medarbejderen, at der har været en mindre fyringsrunde på ca. 20 pct. af staben. Det drejer sig om syv-otte personer.
»Det er aldrig rart,« siger han med alvorstung mine og vil hellere snakke om underholdningen efter maden. Dog uden at oplyse, hvem det drejer sig om.
Jeg har været utilfreds med, at Stig Rossen har fået lov at optræde flere år i træk, fordi Thulesen Dahl er vild med ham. Selv om jeg må indrømme, at hans John Mogensen-sæt var virkelig godt.
Og jeg er åbenbart ikke alene, for der er også andre, der har klaget over underholdningen på Thulesens rundrejse til baglandet.
»Vi vil gerne have noget med mere gang i den,« lød det.
»Techno?« lød det tydeligt forvirret fra formanden.
»Nej, bare gang i den,« lød svaret.
Senere fik han masser af e-mail, og der var et krav fra baglandet, der tonede sig frem: Birthe Kjær.
»Så her kommer.... Birthe Kjær,« lød det fra Thulesen.
Og hende er der gang i.
Hun og hendes ni mands orkester med tre blæsere lagde ud med 'Vi maler byen rød' for fuld udblæsning.
Hele landsmødet jublede og fyldte straks dansegulvet.
Og Birthe Kjær holdt det høje energiniveau i halvanden time med Grand Prix-numre, countryklassikere som 'Achy Breaky Heart' og den gamle 'Tennessee Waltz'. Og ikke mindst hendes pladedebut på Dansktoppen for 50 år siden: 'Arriverderci Franz'.
Jeg er ikke dansktop-typen, men Birthe gør det virkelig godt. Fem stjerner herfra.
