Fire-fem Venstre-politikere, syv-otte Venstre-pressefolk og ca. 40 journalister står eller sidder i et rum i Herning og snakker højlydt, mens de nyder fadøl ad libitum.

Der sker på værtshuset Fox and Hounds i Herning, og der er tale om en tradition. For Venstre har for vane at invitere journalisterne til en uformel baggrundssnak over skummende fadøl før deres ordinære landsmøde.

Også inden deres ekstraordinære landsmøde.

Jeg har i årevis mistænkt Venstre for bevidst at drikke journalisterne småfulde inden landsmødet, så de ikke laver alt for afslørende reportager fra landsmødet.

Men man kan også sige, at man her får mulighed for at snakke med topfolk fra partiet, og komme i den rette stemning.

Der er referatforbud fra arrangementet, så jeg kan ikke skrive, hvem jeg har talt med.

Men jeg kan godt uden at genere nogen fastslå, at både politikere og folk fra baglandet forklarer mig, at Løkke- og Jensen-fløjene er døde, og at nogle stemmer på Inger Støjberg med hjernen, selv om de med hjertet er mere enige med Ellen Trane Nørby.

De mener, Trane politisk minder for meget om den nye formand, Jakob Ellemann-Jensen. Mens valget af Støjberg kan øge chancen for at genvinde regeringsmagten.

Støjberg plejer at være til stede ved disse arrangementer. Men fredag aften var hun repræsenteret af sin særlige rådgiver, Mark Thorsen.

Ja, hun har faktisk ikke en særlig rådgiver, men Mark Thorsen arbejder gratis for hende, siden hun stillede op. Det er rart at se ham i habit og snakkende som dengang han var rådgiver i Integrationsministeriet.

Jeg er Facebook-ven med ham, og var ved at få pip af at se billeder af ham, hvor han vandrer rundt i skoven eller cykler rundt i byen og klager sin nød over at være arbejdsløs.

Det samme gælder hans gode ven Jesper Kraft, som er tidligere rådgiver for Jakob Ellemann.

Han står også og snakker løs med medierne.

Okay, de får begge stadig løn fra deres gamle job, men det har jo en ende.

Og nu er de i hvert fald i skudlinjen til at blive ansat i Venstre igen.

Men der er kun en, der kan blive næstformand. Støjberg er favorit, men nogle delegerede beslutter sig først, når de har hørt talerne.