I en fortrolig samtale med DF-formand Kristian Thulesen Dahl sagde hans rådgiver Søren Søndergaard:

»Vi skal planlægge en ny valgkamp, og det bliver min sidste.«

Det var i februar 2018, og Søren Søndergaard delte også denne plan med gruppeformand Peter Skaarup og personalechef Jeanie Nørhave.

Men ellers blev den holdt hemmelig, og det kom som en overraskelse for de fleste, da Dansk Folkepartis pressechef, Søren Søndergaard, meddelte sin afgang.

Dansk Folkepartis folketingsgruppe var samlet til sommermøde i Ebeltoft. Her pressechef Søren Søndergaard
Dansk Folkepartis folketingsgruppe var samlet til sommermøde i Ebeltoft. Her pressechef Søren Søndergaard Foto: NORDE ERNST VAN
Vis mere

»Allerede efter 2015-valget sagde jeg: 'Det gik super godt. Men det var en hård valgkamp'. Mange timer. Meget intensivt. Meget på spil,« siger Søren Søndergaard.

»Det er jo morgen, middag og aften, fødselsdage og juleaften, kampagner og valgkamp. Det hænger godt sammen, men det er også meget, selv om det er sjovt. Så ramlede det hele med Meld og Feld. Så var det ikke tidspunktet,« siger han.

Omkring Folketingets åbning i oktober siger han så til Kristian Thulsen Dahl, at nu må han godt begynde at lede efter en afløser.

Og han er nu fundet: Jesper Beinov, tidligere spindoktor for Claus Hjort Frederiksen. Dygtig, men den stik modsatte type.

Kristian Thulesen Dahl bekræfter, at overvejelserne har stået på længe.

Peter Skaarup, Kristian Thulesen Dahl, pressechef Søren Søndergaard og Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti følger resultaterne fra kommunalvalget tirsdag d. 19 november 2013 på Christiansborg. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2013)
Peter Skaarup, Kristian Thulesen Dahl, pressechef Søren Søndergaard og Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti følger resultaterne fra kommunalvalget tirsdag d. 19 november 2013 på Christiansborg. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2013) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Mange ved ikke, hvad sådan en som Søren Søndergaard laver. I 15 år har han været til rådighed hver dag. Både når det går godt, og når vi er udfordrede,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Søren Søndergaard må tage både DFs største succes og største fiasko på sin kappe. Ved valget i 2015 gik DF 15 mandater frem, endte på 37 og blev det største borgerlige parti. Lige nok til, at Løkke kunne rykke tilbage i Statsministeriet.

I 2019 mistede DF 21 mandater og endte på 16. Laveste resultat siden 1998.

»Det resultat kom som et chok for mig. Jeg vidste godt, vi ville gå tilbage, men ikke så meget,« siger Søren Søndergaard.

»Det er et sammenrend af omstændigheder, ligesom valget i 2015 var et sammenrend af omstændigheder. I 2015 havde vi haft et godt EP-valg. Der var terror i København og Paris og en S-leder, partiet gerne selv ville af med. Og Venstre-vælgere forlod partiet en masse.«

»I 2019 gik det stik modsat. Vi skulle forsvare en regering, Liberal Alliance var med i. Og BUPL og SF fik det til at handle om normeringer og klima. De lå lige så elendigt for os i 2019, som det lå godt i 2015,« siger Søren Søndergaard.

Han vurderes af kendere som en af Borgens bedste spindoktorer. Måske simpelthen den bedste. Han har et godt forhold til journalisterne, som ikke som udgangspunkt er særligt positivt indstillede overfor DF. Og han sidder med i ledelsen af DF, hvor han er med i alle overordnede beslutninger.

Og så har han et særlig godt forhold til Socialdemokratiets stabschef og Mette Frederiksens fortrolige rådgiver Martin Rossen. De to har mødtes jævnligt i en årrække. Ser man Søndergaard og Rossen sammen, er det nærliggende at tænke: Mørkets fyrster.

»Der er ikke noget bullshit med Søndergaard. Journalisterne bliver ikke holdt for nar,« siger Kiristian Thulesen Dahl.

Også den tidligere formand Pia Kjærsgaard er begejstret for Søren Søndergaard, som hun betragter som en personlig ven:

Dansk Folkepartis folketingsgruppe var samlet til sommermøde i Ebeltoft. Her pressechef Søren Søndergaard
Dansk Folkepartis folketingsgruppe var samlet til sommermøde i Ebeltoft. Her pressechef Søren Søndergaard Foto: NORDE ERNST VAN
Vis mere

»Søren er altid tilgængelig med råd og vejledning. Kompetent, vidende og med stor erfaring. Også som personlig ven og sparringspartner,« siger hun.

Søren Søndergaard er ikke i tvivl, når man spørger, hvad der er hans største fiasko i de 15 år.

»Meld- og Feld-sagen. Den kom ud af det blå og udviklede sig til et regulært mareridt.«

Og den største succes:

»Afstemningen om retsforbeholdet 3. december 2015. Jeg troede om morgenen ikke helt, vi ville vinde den, så det blev en fantastisk dag,« siger Søren Søndergaard.

Han er uddannet journalist og havde været redaktør på gratisavisen Søndagsavisen, da den tidligere pressechef Søren Espersen ville forfølge sine politiske ambitioner i 2005. Han kendte Peter Skaarup fra tidligere, nogen nævnte ham for gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, og derfra kørte det som smurt.

»Det kunne være kommet på et tidspunkt, hvor DF stod bedre. Men i vores selvbillede er vi glade og tilfredse. Det første gruppemøde var træls, vi var færre end, vi plejer, men nu har folk fundet deres ben, og alt går ok. Meningsmålinger går ikke frem, men det tager noget tid, sådan gik det også for SF. Vi har is i maven. Jeg tror, det bliver bedre ved næste valg,« siger Søren Søndergaard, som bliver i partiet.

Både han og Thulesen Dahl er opmærksomme på, at at han ikke skal sidde som en anden Lars Løkke og surmule bag ved Karsten Lauritzen.

»Jeg vil tage mig af nogle ting, vi skal have gjort, men ikke har haft tid til. Jeg skal ikke have noget med pressetjenesten at gøre. Jeg bliver ikke noget problem for Jesper Beinov. Jeg er en godmodig type.«

Om efterfølgeren siger Kristian Thulesen Dahl:

»Det kan blive rigtig godt. Han tænker strategisk. Og vi skal lægge ny slagplan. Vi skal 'back in business'.«