Sorøs borgmester, Gert Jørgensen, har ladet skatteyderne betale for sin og hustruens deltagelse i en fest med fri bar.

Det er dokumenter fra Sorø Kommune, der afslører, at den konservative borgmester i 2019 sendte en festregning på 1.400 kroner videre til de soranske skatteydere.

»Det er tale om en privat udgift, medmindre der er et repræsentativt element i det. Det kan jeg ikke umiddelbart se, at der er, og min vurdering er, at der derfor er tale om en privat udgift, som borgmesteren selv burde have betalt,« siger Roger Buch, der er kommunalforsker og centerleder på journalisthøjskolen DJMX og fortsætter: 

»Under alle omstændigheder skal Sorø Kommune ikke betale for ægtefællens billet.« 

Dermed får offentligheden nu yderligere indblik i, hvordan borgmesteren har forvaltet de 142.000 kroner, som han siden sin tiltrædelse i 2014 har delt ud i gaver, sponsorater og tilskud fra en særlig borgmesterkonto, der ifølge eksperter er ulovlig.   

B.T. har tidligere afdækket, hvordan borgmesteren i den vestsjællandske klosterby blandt andet har brugt 33.189 kroner på koncertbilletter til sig selv, kommunale topfolk og deres ledsagere.

Fest-regningen på 1.400 kroner knytter sig til de såkaldte brandmandsfester i en lokal brandmandsforening, hvor Gert Jørgensens konservative partifælle i byrådet Peter Nygaard er formand.

Gert Jørgensen har fra 2016 til 2019 støttet festerne i den private forening med 17.180 kroner.

Borgmester i Sorø Kommune Gert Jørgensen modtog i 2022 Ridderkorset. Efterfølgende er han blevet centrum for en række møgsager. 
Borgmester i Sorø Kommune Gert Jørgensen modtog i 2022 Ridderkorset. Efterfølgende er han blevet centrum for en række møgsager.  Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Vis mere

Af dem er de 1.400 kroner så altså gået til borgmesterens og konens deltagelse i festen i 2019.

Ifølge invitationen blev festen holdt på Comwell Sorø Storkro, og her fik borgmesteren serveret kulmule til forret, oksefilet til hovedret, og der var fri bar med øl og vin.

Ifølge en af B.T.s kilder, der ikke ønsker sit navn frem, er borgmesteren og hans bedre halvdel faste gæster til festerne i brandmandsforeningen, der er kendt for at være »våde«.

Kurt Klaudi Klausen, der er professor i offentlig forvaltning ved SDU, er enig i, at der er tale om en privat udgift.

»Der er ingen tvivl om, at borgmesteren selv skal betale. De her arrangementer har ikke noget med den kommunale kerneopgave eller repræsentation at gøre, og det er svært at se andet, end at der er tale om et privat arrangement,« siger han. 

Selvom 1.400 kroner til en fest ikke vælter kommunens budget, så mener centerleder fra DJMX Roger Buch, at fråds og misbrug med selv mindre beløb er problematiske:

»Når man opererer med meget store budgetter i det offentlige, kan spild og fråds i hjørnerne nemt blive til meget store beløb. Derudover kan det nemt blive en glidebane, hvorfor udgangspunktet også er, at der i straffeloven og forvaltningsretlige regler er nul tolerance over for fråds eller misbrug af offentlige midler.« 

Roger Buch henviser blandt andet til en sag fra netop Sorø Kommune, hvor tidligere kommunaldirektør Søren S. Kjær i 2022 blev dømt for bedrageri, fordi han tørrede en privat regning på 6.751 kroner af på skatteyderne i forbindelse med en konference i USA. 

Borgmester i Sorø Gert Jørgensen fik betalt en regning på 1400 kroner til en fest, hvor han selv og hustruen deltog. Eksperter mener, han burde have betalt selv.  
Borgmester i Sorø Gert Jørgensen fik betalt en regning på 1400 kroner til en fest, hvor han selv og hustruen deltog. Eksperter mener, han burde have betalt selv.   Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»De øverste embedsmænd og borgmestrene bliver lønnet så højt, at de selv skal og kan betale. Oveni er der en uheldig signalværdi i fråds og misbrug, når nu hver en krone vendes i stort set alle kommuner og der skæres ned på ældre og i skoler og så videre,« siger Roger Buch.

I et svar til B.T. skriver kommunikationskonsulent i Sorø Kommune Aviaaja Ring Højer: 

»Det er vores umiddelbare vurdering, at borgmesterens deltagelse i brandmandsfesten som ejerrepræsentant fra Sorø Kommune og formand for Beredskabskommissionen kan udgøre en repræsentationsudgift. Hvorvidt deltagelsen samt deltagelse af ægtefælle kan udgøre en repræsentationsudgift må i sidste ende være op til Ankestyrelsen at vurdere,« skriver hun med henvisning til, at Ankestyrelsen i maj 2023 gik ind i sagen om den særlige borgmesterkonto. 

Ankestyrelsens tilsyn førte i juni 2023 til, at Sorø Kommune afleverede en redegørelse til den kommunale vagthund. På lange stræk erkendte kommunen i redegørelsen, at Gert Jørgensens særlige konto og hans brug af den har været problematisk. Ankestyrelsen har endnu ikke truffet afgørelse i sagen.

Gert Jørgensen har ikke besvaret B.T.s spørgsmål i sagen. Heller ikke i forhold til, hvordan der er blevet betalt for borgmesterens deltagelse i brandmandsfesterne andre år. 

Den særlige borgmesterpulje er iøvrigt ikke den eneste møgsag for Gert Jørgensen i øjeblikket. B.T. har i en række artikler også beskrevet, hvordan Gert Jørgensen i forbindelse med et husbyggeri 2014 fik en dispensation på blot tre timer og 20 minutter. Og i 2019 blandede to kommunale chefer sig i en anden af borgmesterens private byggesager, fordi et krav om en dispensation betød lang sagsbehandlingstid.