I den attraktive Sorø-bydel Frederiksberg ligger der et hus, der er større end de andre huse i nabolaget.

Det har tilhørt den konservative borgmester i Sorø, Gert Jørgensen.

I 2015 byggede han huset, der blev solgt videre i 2019.

I dag kan B.T. så afsløre, at Sorø Kommune i strid med kommunens egen administrative praksis undlod at foretage en nabohøring, da borgmesteren bad om dispensation til at bygge et hus, der var større end det tilladte.

Borgmesteren Gert Jørgensens tidligere hus i Sorø er større end nabohusene.
Borgmesteren Gert Jørgensens tidligere hus i Sorø er større end nabohusene. Foto: Screendump: Skråfoto.dk
Vis mere

Dermed fik Gert Jørgensen en dispensation på blot 12 dage. Kort efter underskrev borgmesteren skødet på grunden, vel vidende at hans embedsværk havde givet ham en retligt bindende dispensation, så han ikke kunne nægtes sit byggeprojekt, når han sendte sin officielle ansøgning. Slutsedlen skrev borgmesteren dog under på inden nemlig den 5. august 2014.    

Forvaltningsekspert Jøren Ullits fra Syddansk Universitet (SDU) har vurderet sagen for B.T. og mener, at borgmesteren har fået noget, der indikerer ‘ulovlig særbehandling’.

»Det ser ud til, at forvaltningen har taget særlige hensyn til borgmesteren i stedet for at se objektivt på de saglige hensyn i sagen,« siger han. 

Den nye sag om borgmesterens dispensation kommer, efter B.T. tidligere på sommeren har afdækket, hvordan Gert Jørgensen siden sin tiltrædelse i 2014 har haft adgang til en særlig borgmesterkonto, der blandt andet er brugt til gaver, sponsorater og tilskud for 142.000 kroner siden 2014. Både kontoen og de enkelte tilskud har siden vist sig at være ulovlige.

Ankestyrelsen er efterfølgende gået ind i sagen.

Udover at have adgang til en lukrativ borgmesterkonto er Gert Jørgensen også en ivrig husbygger. I sin tid som borgmester har han bygget to huse i Sorø.

Det første hus byggede han som nævnt i 2015, og siden har han bygget endnu et hus i 2019. Begge er huse fra firmaet HusCompagniet.

Det er dokumenter fra Sorø Kommune, der afslører, at borgmesteren i oktober 2014 fik en dispensation på blot 12 dage. Det kunne kun lade sig gøre, fordi Sorø Kommune i strid med den administrative praksis undlod at foretage en tidskrævende nabohøring. 

Borgmesteren var faldet for en unik grund i et område, som ellers er fuldt udbygget. Helt ekstraordinært havde sælgeren af et dødsbo to matrikler til salg på vejen, hvoraf den ene ikke var bebygget. Da Gert Jørgensen bad om dispensation, havde han ikke sat sin endelige underskrift på skødet.

For Gert Jørgensen stod også med en udfordring. Det drømmehus, han ønskede sig, var for stort. Borgmesteren ville gerne bygge et hus på 176 m2 plus en integreret garage under samme tag med plads til to biler, der alt i alt giver et 'fodaftryk' på grunden på 223 m2. 

Men det er ikke tilladt på den relativt lille grund på blot 766 m2, hvor der efter gældende regler kun må bygges 153 m2 i alt.

I forbindelse med en såkaldt forhåndsdialog anmoder borgmesteren den 15. oktober 2014 om dispensation. 12 dage senere – den 27. oktober 2014 – får borgmesteren i en mail svar fra kommunens byggesagsbehandler, der giver ham en retligt bindende dispensation. Det betyder, at kommunen træffer en afgørelse, som den ikke ville kunne løbe fra efterfølgende.

I en mail til borgmesteren kalder byggesagsbehandleren størrelsen på huset for ‘en mindre overskridelse’, og han mener heller ikke, at en nabohøring er relevant.

»Efter en konkret vurdering vurderes det at være i overensstemmelse med den intention, der lå til grund for deklarationen (servitutten, red.),« skriver sagsbehandleren.

Forvaltningsekspert Jøren Ullits har set byggesagens dokumenter og er uenig.

»Jeg har meget svært ved at se, hvorfor overskridelsen ikke sendes i nabohøring henset til det store antal naboer, der støder direkte op til grunden, og så er overskridelsen i ordets forstand jo ikke en bagatelagtig overskridelse,« siger Jøren Ullits.

Umiddelbart efter, at borgmesteren har fået sin dispensation, falder hans handel endeligt på plads. Han skriver under på skødet til grunden 26. november 2014.

»For mig ligner det særbehandling af borgmesteren, så dispensationen kunne køre lynhurtigt og smidigt igennem,« siger Enhedslistens medlem af byrådet i Sorø, Bo Bjerre Mouritzen.

Byggesagens dokumenter viser også, at nabohøringer ellers var fast praksis i kommunen.

»Når kommunen handler i strid med egen administrativ praksis, er der tilsyneladende taget særligt hensyn til borgmesteren. Jeg kan ikke se, at det er sagligt begrundet. Tværtimod indikerer hele forløbet, at der er tale om en ulovlig særbehandling af manden i toppen af hierarkiet,« siger SDU-lektor Jøren Ullits.

B.T. har spurgt Sorø Kommune, hvorfor den tilsyneladende ændrede praksis, da borgmesteren bad om en dispensation. Men centerchef i Sorø Kommunes Teknik, Miljø og Drift, Jannik Rauer, oplyser, at man ikke har kommentarer til sagen.

Medlem af Sorø byråd for SF Linda Nielsen kalder de nye oplysninger for beskæmmende:

»Det er særbehandling af borgmesteren og dermed også forskelsbehandling. For mig ser det til ud til, at borgmesteren lukrerer på, at han fysisk sidder tæt på byggesagsafdelingen,« siger hun.

Det er heller ikke lykkedes at få en kommentar fra Gert Jørgensen. 

Rettet 01.09.2023, kl. 11:41. B.T. er efter udgivelsen af artiklen blevet opmærksom på, at borgmesteren skrev under på slutsedlen den 5. august 2014, dvs. inden at han fik sin dispensation. Denne oplysning er nu føjet til artiklen.