Nye detaljer i sagen om borgmester Gert Jørgensens ‘lynhurtige og smidige dispensation’ til et husbyggeri i Sorø-bydelen Frederiksberg fra 2014 vækker nu opsigt.

Gert Jørgensen overdrog nemlig personligt de papirer, der skulle sikre ham en dispensation, til kommunens byggesagsbehandlere.

»Stærkt problematisk,« kalder en ekspert det blandt andet. 

De nye oplysninger kommer, efter B.T. tirsdag kunne afdække, at Sorø Kommune i strid med kommunens egen administrative praksis undlod at foretage en nabohøring, da Gert Jørgensen i oktober 2014 bad om dispensation til at bygge et hus, der var større end det tilladte. 

Borgmesteren Gert Jørgensens tidligere hus i Sorø er større end nabohusene.
Borgmesteren Gert Jørgensens tidligere hus i Sorø er større end nabohusene. Foto: Screendump: Skråfoto.dk
Vis mere

Blot 12 dage senere fik den konservative borgmester en mail med en såkaldt retligt bindende dispensation, hvorefter borgmesteren underskrev skødet på den grund, han havde i kikkerten.

Dermed kunne Gert Jørgensen ikke nægtes sit byggeprojekt, når han senere skulle sende en officiel ansøgning. 

Nu viser det sig, at borgmesteren personligt troppede op til byggesagsafdelingens medarbejdere for at overdrage en udprintet mail på to linjer med tilhørende skitsetegninger. 

Det skriver centerchef i Sorø Kommune Jannik Rauer i et svar til B.T.:

»Ansøger (borgmesteren, red.) har printet mailen ud og afleveret den i papirform sammen med tegningerne. Derfor er der stempel på. Tegninger og mail blev afleveret til byggesagsbehandlerne, der stemplede papirerne, inden de blev scannet,« siger han.

Borgmesterens ageren er problematisk, mener to eksperter:

»En henvendelse fra borgmesteren til sagsbehandlerne på den måde er stærkt problematisk, fordi det kan føre til et pres på medarbejderne om at give dispensationen. Borgmesteren er jo den øverste chef for forvaltningen,« siger forvaltningsekspert og lektor på Syddansk Universitet (SDU) Jøren Ullits.

Professor Bent Greve fra Roskilde Universitet er enig:

Borgmester i Sorø Gert Jørgensen kritiseres for sin brug af en særlig borgmesterkonto.
Borgmester i Sorø Gert Jørgensen kritiseres for sin brug af en særlig borgmesterkonto. Foto: Video/stillbillede: Anthon Unger
Vis mere

»Når han personligt afleverer ansøgningen, kan det opfattes som et pres på embedsmændene,« siger han. 

Også politisk vækker det opsigt, at borgmesteren personligt har overleveret en dispensation til kommunens  byggesagsbehandlere.

»Han har tilsyneladende haft svært ved at holde armslængde, og man kan blive nervøs for, at der i virkeligheden er tale om magtmisbrug. Der er ikke mange andre, der kan få en dispensation igennem på 12 dage,« siger Enhedslistens medlem af byrådet i Sorø, Bo Bjerre Mouritzen.

Ifølge forvaltningsekspert Bent Greve burde borgmesteren have ladet rådgiveren fra byggefirmaet Huscompagniet, som byggede huset,  stå for at søge om dispensation. 

»Borgmesteren bør holde sig på afstand af processen alene for at undgå en mistanken om, at han har lagt pres på systemet,” siger professoren fra RUC.

B.T. har spurgt Gert Jørgensen, hvorfor han valgte personligt at aflevere sin anmodning om dispensation fysisk til byggesagsafdelingen. Det har borgmesteren ikke svaret på.

Derudover har Sorø Kommune ingen kommentarer til sagen.