Brøndby skal have ny borgmester.

Socialdemokraten Kent Magelund har nemlig besluttet at gå på pension.

Det skriver kommunen på Facebook

»Efter moden overvejelse og mange år i kommunalbestyrelsen ønsker jeg nu at lade mig pensionere, mens helbredet stadig er til det,« siger den 72-årige borgmester:

»Det er fantastisk at slutte sit arbejdsliv i den kommune, jeg næsten er vokset op i fra barnsben, og hvor jeg har været lærer i 37 år, før jeg blev borgmester.«

Kent Magelund blev valgt ind i Kommunalbestyrelsen i 2009 for Socialdemokratiet og overtog borgmesterposten efter Ib Terp den 1. marts 2016.

Den socialdemokratiske gruppe skal nu udpege en ny borgmesterkandidat, som formelt bliver valgt på Kommunalbestyrelsesmødet den 22. maj.