»Det er en fuldstændig katastrofal og vild måling for Venstre.«

Sådan lyder det fra Henrik Qvortrup, der er politisk analytiker hos B.T., efter en ny meningsmåling, foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken, viser, at kun 6,5 procent af de danskere, som har deltaget i målingen, ville stemme på Venstre, hvis der var folketingsvalg i morgen.

Det er den dårligste måling for Venstre i al den tid, hvor Megafon har målt danskernes tilslutning til de politiske partier.

»Venstre er i et ræs mod bunden,« siger Henrik Qvortrup og tilføjer: 

Henrik Qvortrup er politisk analytiker på B.T.
Henrik Qvortrup er politisk analytiker på B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

»Det har før været svært at tro, at Venstre ville kunne komme ned på fem procent i en meningsmålingen, men det er slet ikke så usikkert mere, at det kommer til at ske.« 

Venstre politiske ordfører, Torsten Schack Pedersen, har den her kommentar til TV 2 om målingen:

»Det er ærgerligt, at vi ligger, hvor vi gør. Jeg synes, at vi hver dag leverer gode og konkrete borgerlige resultater. Men vi må være bedre til at fortælle dem til danskerne.«

Henrik Qvortrup mener, at målingen viser, at det ser meget skidt ud for Venstre med Troels Lund Poulsen som formand.

»Det er en kæmpe begmand til Troels Lund. Man kan ikke længere undskylde de dårlige meningsmålinger med, at han lige skulle i gang som formand,« siger han og fortsætter:

»Jeg er spændt på at se, hvad han vil gøre.«

Til gengæld kan Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh smile over målingen.

Den viser nemlig, at 17,2 procent af danskerne ved et valg i morgen ville stemme på Liberal Alliance.

Vanopslagh og co. er dermed tæt på Socialdemokratiet, som 17,6 procent af vælgerne ville stemme på, og dermed er det fortsat det mest populære parti.