Venstres 'grand old man' langer ud efter både Dansk Folkeparti og medierne i sagen om Løkkes forhold til kvotekongerne

'Det bedste forsvar er et angreb,' lyder et ordsprog. Og Venstres Claus Hjort Frederiksen forsøger sig nu ud i kunsten på dagen, hvor Lars Løkke Rasmussen kl. 13 skal stå skoleret overfor Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg for at forklare, om han har givet korrekte oplysninger om sit forhold til de såkaldte 'kvotekonger'.

Claus Hjort Frederiksen retter en sønderlemmende kritik mod Dansk Folkeparti for at insinuere, at kvotefiskere har kunnet købe sig til indflydelse ved at støtte Løkkefonden. Han er 'forbitret' på sin samarbejdspartner, og han retter kritik mod medierne for ikke at afkræve dokumentation for påstanden.

»Det, der gør mig vred, gælder både Ib Poulsens (DF) og pressens behandling. Han siger, at han ikke har bevis, men at der tegner sig et billede af, at der er foregået noget fikumdik. Det er helt og aldeles på månen. Man kan ikke købe sig til indlfydelse i Venstre. Men jeg er også forbitret på pressen, der viderebringer hans påstand uden at stille kritiske spørgsmål og kræve bevis,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Når sagen om Lars Løkke Rasmussens forhold til kvotekongerne er central, er det, fordi et flertal i Folketinget i slutningen af 2016 indgik en fiskeriaftale, der bl.a. havde til formål at gøre op med de få velhavende fiskere, der havde sat sig på en meget stor del af de danske fiskekvoter.

Men i 2017 oplevede det samme flertal, at det var svært ved at komme igennem med stramninger og indgreb over for kvotekongerne. Sagen fik Rigsrevisionen til at kalde ministeriets forvaltning 'meget kritisabelt' og medførte så massiv kritik af daværende fiskeriminister Esben Lunde Larsen, at Løkke måtte flytte ham væk fra fiskeriministeriet. Hvis det nu viser sig, at Lars Løkke Rasmussen selv har et tæt forhold til kvotekongerne, kan det blive et politisk problem for Løkke.

Men foreløbig er Løkkes største problem, at han skal sandsynliggøre, at han ikke har vildledt Folketinget. På et samråd i udvalget i november 2017 afviste han nemlig at kende kvotekonger. Siden er det kommet frem, at han både har lånt sommerhus, har deltaget i firmafest og har holdt møde med kvotekonger forud for et møde i Løkkefonden i 2016. Og de samme kvotekonger er store bidragydere til Løkkefonden.

Claus Hjort Frederiksen ser intet problem i det.

»Nej. Det er som om, at Lars Løkke er blevet lovløst bytte, og at det er legitimt at sige hvad som helst uden dokumentation.  Løkke er den statsminister som møder allerflest danskere, både hjemløse, direktører, landmæd og fiskere. Han har arrangeret løb for folk i vidt forskellige erhverv og organisationer. Det irriterer mig voldsomt, at man som politiker nu skal blive mistænkt for at være korrumperet, bare fordi man er åben og taler med folk,« siger Claus Hjort Frederiksen, der efterlyser konkrete beviser for påstanden.

Ib Poulsen tager kritikken rolig. Han vil lige som Dansk Folkepartis partitop nu afvente Lars Løkke Rasmussens svar på samrådet, før han han vil udtale sig yderligere, fortalte han efter Dansk Folkepartis gruppemøde på Christiansborg tirsdag.

Men BT erfarer, at Ib Poulsen har opbakning i sin kritik i Dansk Folkepartis folketingsgruppe, selvom han måske er kommet med en enkelt uheldig formulering. Dansk Folkepartis folketingsmedlem, Jan Callesen, sætter lidt flere ord på.

»Det, vi venter på nu, er, hvad der bliver sagt på samrådet. Ib Poulsen har forsøgt at sige, hvad det er for et billede, der er af situationen lige nu. Sådan tænker vi allesammen. Det er derfor, at vi har brug for samrådet til at få de rigtige svar, så vi ikke drager forhastede konklusioner,« siger Jan Rytkjær Callesen.

Hos Socialdemokratiet er forventningerne til samrådet kun blevet højere hos fiskeriordfører Simon Kollerup.

»Det plejer jo at være sådan, at når Claus Hjort Frederiksen går ud med bål og brand, så er der normalt noget at komme efter, viser erfaringen. Så jeg ser kun endnu mere frem til samrådet nu,« siger Simon Kollerup (S).

SAGEN KORT:

Lars Løkke Rasmussen (V) skal i dag kl.13 i samråd i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. Her skal han godtgøre, at han gav konkrete og fyldestgørende oplysninger om sin relation til de såkaldte kvotekonger under samrådet i samme udvalg 9. november 2017. En minister har pligt til at tale sandt overfor Folketinget.