Den humanitære krise i Myanmar er overset, mener handels- og udviklingsminister Mogens Jensen. Derfor øger Danmark nødhjælpsindsatsen med 20 millioner kroner.

Store etniske konflikter plager burmesere i delstaterne Rakhine og Kachin i Myanmar. Men det bliver af mange overset, fordi den internationale opmærksomhed er rettet mod humanitære kriser i Syrien, Irak og Ukraine, lyder det fra handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S), som øger Danmarks nødhjælpsindsats til landet med 20 millioner kroner.

»Det kan måske være svært at holde rede i de mange humanitære kriser, vi desværre ser rundt omkring i verden. Fokus har været på Syrien, Irak, Gaza og Irak, men virkeligheden er jo, at der her i Myanmar er næsten over en halv million mennesker, som er internt fordrevne på grund af etniske krige og konflikter,« siger ministeren.

Mogens Jensen aflægger i disse dage Myanmar et besøg. Her har han mødt en række danske og internationale NGOer, og det står klart, at nødhjælpen er yderst nødvendig. Landet befinder sig ifølge ministeren i en kompliceret tilstand, hvor 100 etniske grupper bekriger hinanden, og hvor der er i øjeblikket gang i forhandlinger om 17 forskellige våbenhviler.

»De tal viser jo, hvor kompliceret situationen er, og derfor er der virkelig behov for, at det internationale samfund og Danmark er til stede i Myanmar,« siger Mogens Jensen og uddyber, at de mange internt fordrevne lever under fattigdomsgrænsen og uden mulighed for at rykke sig fra de kriseramte områder.

»Det skaber et kæmpe problem i forhold til de menneskers mulighed for at udvikle et ordentligt og anstændigt liv. Men også for de områder, de nu sidder i. Her er det jo umuligt at udvikle bæredygtigt bysamfund,« siger ministeren.

Med den ekstra bevilling når den samlede humanitære støtte til Myanmar op på 40 millioner kroner, som skal sikre mad, vand og andre basale fornødenheder i de kriseramte områder.

Regeringen besluttede sammen med SF og Enhedslisten at skære 1,5 milliarder kroner på udviklingsbistanden, da de indgik finansloven for 2015.

Mogens Jensen understreger dog, at Danmark har pengene, der skal til, da støtten til humanitære kriser er forhøjet med en kvart milliard både i 2014 og 2015.