Ejeren af virksomheden Panorama er blevet ufrivilligt offer i valgkampen, lyder det fra Dansk Byggeri, som mener, at pressen har kørt hetz mod virksomheden.

Pressen har udsat virksomheden Panorama og dens ejer, Morten Broager, for en voldsom hetz.

Sådan lyder det fra Dansk Byggeri, som mener, at dækningen af sagen bør føre til selvransagelse på de danske medier.

Panorama-sagen startede, da Lars Løkke Rasmussen under en TV-debat fortalte en historie om en tidligere ansat i virksomheden Panorama, som eftersigende hellere ville modtage kontanthjælp end at arbejde, fordi det bedre kunne betale sig.

Administrerende direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, mener, at ejer Morten Broager er blevet et ufrivilligt offer i valgkampen, og at TV 2 og DR har begået karaktermord.

»Jeg synes, det er gået for langt. Vi står i en situation, hvor Morten Broager har fortalt om et problem, han har oplevet, som han har fortalt videre her i valgkampen. Og i stedet for at fokusere på det problem, som opleves mange steder i de danske erhvervsliv, så har man valgt at fokusere på, hvem den tidligere medarbejder er,« siger administrerende direktør Lars Storr-Hansen.

Direktøren frygter, at sagen kan betyde, at andre virksomheder er blevet afskrækket og fremover ikke ønsker at stille op i pressen.

»Den her sag gør, at det bliver endnu sværere at få erhvervsfolk til at engagere sig i den politiske debat, og det er et kæmpe demokratisk problem, for så kommer vi til at mangle den stemme, hvor virksomhedsejere fortæller om, hvordan de ser på den lovgivning, politikerne laver. Og det er formentligt også nogles mening, at man prøver at skræmme den erhvervsstemme væk fra valgkampen. Det er et kæmpestort problem,« siger Lars Storr-Hansen.