Dansk Folkeparti trækker nu hårdt i bremsen for at forhindre liberalisering af taxabranchen.

Den nye samkørselstjeneste Uber skader både taxabranchen og de danske skatteindtægter. Det mener Dansk Folkeparti, som nu påberåber sig vetoret mod nye liberaliseringer af taxabranchen. Det skriver Børsen.

Leder af Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl (DF) mener, at en liberalisering vil være direkte i strid med sommerens vækstaftale, hvor Dansk Folkeparti fik slået regeringens forslag om liberalisering af bordet.

»Det vil være helt uhørt, hvis man efterfølgende kommer og siger uden om os, at man gør det bare alligevel. Så er de indrømmelser, vi har fået for at gå med, ikke det papir værd, vi skrev på i sommer,« siger Kristian Thulesen Dahl til Børsen.

Næstformand for Venstre Kristian Jensen (V) understreger ifølge avisen, at Dansk Folkeparti som led i vækstaftalen har fået vetoret.

Efter de parlamentariske spilleregler på Christiansborg kan et veto gælde indtil næste folketingsvalg, hvorefter aftaleparterne frit kan ændre aftalen.

Venstre ønsker ifølge Børsen endnu ikke at lægge sig fast på, om partiet vil være parat til at gennemføre en liberalisering efter et valg, eller om man vil følge Dansk Folkepartis linje i sagen.

Det amerikanske firma Uber blev lanceret i 2009 og er en app, der via mobiltelefonens GPS-system matcher private chauffører med kunder.

Uber er netop blevet tilgængelig i København og dækker over 200 byer verden over.