Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt vil nu have placeret et politisk ansvar, hvis der er et, for de mange fejl og vildledninger fra Sundhedsstyrelsen. Det siger hun, efter at Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) torsdag fyrrede Sundhedstyrelsens direktør Else Smith.

»Vi er nødt til at se tilbage på de her sager, og se om der er et politisk ansvar i forhold til de ting, der er sket i Sundhedsstyrelsen,« siger hun til BT.

I februar krævede Liselott Blixt og SFs sundhedsordfører Özlem Cekic Sundhedsstyrelsens direktør Else Smiths afgang. Det skete efter, at DR Nyheder afslørede, at en psykiater fra Vestjylland fik lov til at behandle adskillige patienter, selv om Sundhedsstyrelsen i flere år havde været advaret om, at han havde en alvorlig hjerneskade. Han nåede at være indblandet i flere dødsfald og alvorlige fejlbehandlinger. Efterfølgende udelod Sundhedsstyrelsen væsentlige oplysninger fra en redegørelse om sagen til Sundhedsminister Nick Hækkerup, har det siden vist sig.

Og nu ser det ud til, at Styrelsen har gjort det igen.

»Den seneste sag, hvor vi (Folketingets Sundhedsudvalg, red.) bliver vildledt, og man direkte har udeladt nogle ting, er under en uge gammel,« siger Liselott Blixt.

Onsdag fik hun forelagt oplysninger fra DR om en ny redegørelse fra Sundhedsstyrelsen, der igen havde udeladt oplysninger. Denne gang handlede det om Ronni Kristensen, der døde af overmedicinering mens han var i behandling hos den hjerneskadede vestjyske psykiater.

»Dokumenter fra DR viser, at i en sag, hvor Sundhedsstyrelsen har sagt, at det er dem, der har bedt om at få en obduktion af en mand, er det politiet, der har presset på – det viser papirer, som pårørende til vedkommende har siddet inde med. Det viser, at man har givet et fejlagtigt billede af, at det er Sundhedsstyrelsen, der har reageret,« siger en vred Liselott Blixt og hæver stemmen:

»Det er jo direkte løgn og en vildledning,«

Og meget tyder på, at det ikke har været et enestående tilfælde om vildledning af Folketinget og ministeren i Else Smiths tid som direktør.

»Jeg har i sidste uge bedt om at få en uvildig advokatundersøgelse af sundhedsstyrelsen, der skal undersøge, hvordan de har misledt sundhedsudvalget, når vi har spurgt ind til ting,« siger Liselott Blixt.

Den undersøgelse mener hun, fortsat er yderst aktuel. Samtidig roser hun dog sundhedsminister Nick Hækkerup for at handle og påpeger, at han tidligere har været dygtig til at samle partierne på tværs af partifarver og andet fnidder. Derfor er Liselott Blixt da også sikker på, at der nok skal komme en bedre Sundhedsstyrelse ud på den anden side af det nuværende kaos.