Den kendte lektor og samfundsdebattør Søren Hviid Pedersen fra Syddansk universitet beskyldes for at være fascist og opfordre til etnisk udrensning, efter at han for næsten en måned siden skrev et kort indlæg om krigen i Gaza på Facebook.

Som reaktion på et billede af tre kidnappede israelske drenge på en vens profil skrev lektoren 30. juni ’Jeg synes IDF (israelsk militær, red) skal til at statuere nogle eksempler, man kunne starte med at rydde Gaza Striben og sende dem over til ægypterne.’ 

Det blev forleden opdaget af en gruppe, der støtter den palæstinensiske side i konflikten, der er eskaleret voldsomt siden indlægget blev skrevet. På få dage har flere tusinde nu både delt og kommenteret den kontante udmelding, og hver time kommer flere til. Det sker blandt andet i Facebook-gruppen ’20.000 underskrifter for Palæstina i medierne,’ hvor mange raser og truer med at melde Søren Hviid Pedersen til politiet. En af dem er Samer Hachim, som er med til at drive gruppen, der i skrivende stund har flere end 14.000 medlemmer.

- Det er helt fair at støtte Israel i konflikten, men det er fuldstændig absurd og sygt at opfordre til, at militæret skal rydde Gaza, hvor der bor 1,8 millioner mennesker. Det vil jo reelt være en etnisk udrensning, og det fører tankerne tilbage til Anden Verdenskrig og nogle ideer, som jeg håbede, verden havde forladt, siger Samer Hachim, der selv er tidligere studerende på Syddansk Universitet, hvor Søren Hviid Pedersen er lektor i Statskundskab.

Den tidligere studerende mener, at universitetets ledelse bør gå ind i sagen om det kontroversielle debatindlæg for at sikre, at lektoren ikke spreder hadefulde budskaber til de studerende gennem undervisningen.
Det vil dog være en kraftig overreaktioner mener Søren Hviid Pedersen selv. Han siger, at hele sagen bunder i en misforståelse og en formulering, der ikke blev så nuanceret, som den burde have været.

- Det kunne aldrig falde mig ind at opfordre til etniske udrensninger. Jeg skrev indlægget som led i en længere debat, jeg har haft med flere venner om Hamas, som startede konflikten i Gaza ved at angribe Israel med raketter. De mennesker, der står bag de angreb, er terrorister, og det er dem, jeg mener, man bør fjerne fra Gaza. Jeg har absolut intet imod de almindelige palæstinensere, som lider forfærdeligt under den aktuelle konflikt. Jeg er utroligt ked af, at det kom til at se sådan ud på grund af en uheldig formulering, siger Søren Hviid Pedersen til BT.

Samer Hachim mener dog ikke, indlægget, der spredes yderligere på Facebook time for time, kan bortforklares som en uheldig formulering.

- Jeg mener ikke, der er så meget at misforstå, når man skriver, at det israelske militær skal statuere eksempler og rydde Gaza, siger han.