Landsdommer Henrik Bloch Andersen sad og lyttede til Bettina Jensens vidneforklaring.

Hun svarede på spørgsmål om, hvor meget hun arbejdede som chef i Rigspolitiet.

Pludselig brød dommeren ind med et regnestykke, der fik retssalen til at spidse ører. Hvorefter han konkluderede:

»Det er godt nok meget arbejde«.

Regnestykket vender vi tilbage til. 

Dommerens kommentar er bare et af mange ubesvarede spørgsmål i bestikkelsessagen mod tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen og konsulent Mariann Færø.

De er tiltalt for henholdsvis at modtage og yde bestikkelse, fordi Bettina Jensen modtog 790.250 kroner fra Mariann Færø fra 2012 til 2015 samtidig med, at Bettina Jensen hyrede Færø som konsulent til Rigspolitiet for 10,5 millioner kroner.

Formand for Transparency International Jesper Olsen har siddet i Østre Landsrets nybyggede lokaler i bydelen Nordhavn i København i de foreløbigt to dage, som retssagen har varet. Han opsummerer sine indtryk:

Bettina Jensen under byretssagen i 2022
Bettina Jensen under byretssagen i 2022 Foto: Tegning: Anne Gyrithe Schütt
Vis mere

»På de centrale punkter var det nogle interessante svar,« siger Jesper Olsen, der er også er cand. jur. og ekstern lektor ved Københavns Universitet. 

Kvinderne hævder, at Bettina Jensen fik pengene for konsulentarbejde for Mariann Færø, som hun skulle have udført samtidig med en krævende chefstilling i Rigspolitiet.

I Landsretssagen står man på skuldrene af dommen fra byretten i 2022, hvor de begge blev frifundet.

Begge kvinder er blevet vidneafhørt i sagen i landsretten, og Jesper Olsen bemærker, at anklager Rikke Jensen gik meget direkte efter de svage punkter i deres forklaring.

»Processen i landsretten er mere direkte. Selvom sagen starter forfra, så er der allerede lavet vidneafhøringer i byretten, som bliver læst op, og derfor kan anklageren gå hurtigere og mere direkte til spørgsmål, der udfordrer de tiltaltes forklaringer,« siger han.

Han mener, at der var huller i Bettina Jensen og Mariann Færøs forklaringer om, hvordan de organiserede det påståede arbejde. For der findes ingen mails, ingen kontrakter, ingen sms’er eller andet, som dokumenterer, at Bettina Jensen har løst konkrete opgaver for Mariann Færø.

I stedet udvekslede de opgaverne på USB-stik, og som erstatning for mails blev opgaverne skrevet ned og udvekslet på gule post it-sedler, som de så overdragede på parkeringspladsen foran Rigspolitiets bygninger. 

Der blev heller ikke skrevet kontrakter.

Mariann Færø har deltaget i TV3-programmet 'Købmænd på første klasse', hvor dette billede er fra. 
Mariann Færø har deltaget i TV3-programmet 'Købmænd på første klasse', hvor dette billede er fra.  Foto: Fra TV3 'Købmænd på første klasse'
Vis mere

Anklager Rikke Jensen nævnte i en bisætning, at hendes 13-årige datter netop havde fået et fritidsjob, og at hun havde underskrevet en kontrakt.

Da Bettina Jensen efterfølgende blev spurgt om, hvorfor der ikke blev lavet kontrakter, lød svaret:

»Det har jeg ikke nogen forklaring på«.

Spurgt om det samme forklarede Mariann Færø, at hun er fra en tid, ‘hvor et ord er et ord’.

»Afhøringerne viste, at de på centrale spørgsmål ikke havde nogle klare svar. Blandt andet, hvorfor der ikke er blevet skrevet kontrakter eller iøvrigt findes skriftlig korrespondance f.eks. mails om arbejdet. Det ville jo være naturligt, når man skal vise overfor sin arbejdsgiver, at man har et bijob, og at det er uproblematisk i forhold til hovedhvervet,« siger Jesper Olsen.

Dermed nævner han et centralt spørgsmål, som der ikke kom svar på: At Bettina Jensen slet ikke overvejede, at det kunne være et problem, at hun havde en bibeskæftigelse for en konsulent, som hun selv hyrede til Rigspolitiet. 

Det er i direkte strid med Rigspolitiets retningslinjer. Direkte adspurgt svarede Bettina Jensen, at hun ikke havde læst sin egen kontrakt.

»Det kan jo give anledning til undren, at en højtplaceret chef i en indkøbsfunktion ikke har tænkt over dette, og at det ikke er noget, hun har skullet forholde sig til i forhold til sine egne medarbejdere,« siger Jesper Olsen.

Bettina Jensen modtog i 2014 et ridderkors, og i den forbindelse blev dette billede taget.  
Bettina Jensen modtog i 2014 et ridderkors, og i den forbindelse blev dette billede taget.   Foto: Foto: Bjarne Lüthcke
Vis mere

Tilbage til det regnestykke, som fik dommeren til at reagere. Anklageren borede i Bettina Jensens arbejdstid. For hun arbejdede rigtigt meget i sin stilling som afdelingschef, og i den forbindelse har Rigspolitiet opgjort hendes arbejdstimer. 

Det fik landsdommer Henrik Bloch Andersen til at afbryde afhøringen med lidt hovedregning. Han sjussede sig frem til, at Bettina Jensen i samme periode, som hun arbejdede for Mariann Færø, havde arbejdet 12 timer hver dag, hele året – på nær to månedlige fridage. I det regnestykke indgår også, at hun heller ikke holdt ferie. 

Oveni skulle hun så have arbejdet for Mariann Færø, som opgjort efter deres timesats på 1.000 kroner svarer til 107 almindelige arbejdsdage over tre år. 

»Det er godt nok meget arbejde,« lød det fra landsdommeren. Dertil svarede Bettina Jensen:

»Jeg har altid arbejdet meget og kunne arbejde til klokken tre om natten og stå op klokken syv næste morgen«. 

Det er ifølge Jesper Olsen endnu et eksempel på, at der mangler klare svar. 

Han mener desuden, at retssagen er principiel.

»Hvis byretsdommen står til troende, kan en vej uden om straffelovens bestemmelser om bestikkelse være at sende en faktura for udført arbejde,« siger Jesper Olsen.

»I sager om bestikkelse er det normalt udfordringen, at man ikke kan se transaktionen, fordi der lidt populært sagt er tale om 'kontanter i en brun kuvert'. Her er pengene overført, og det betyder, at den økonomiske transaktion kan dokumenteres, men fordelen – at få opgaven – er vel den samme uanset hvordan man får pengene,« siger han.

Byretten lagde i sin dom vægt på, at det var dokumenteret, at arbejdet var udført, fordi der var fundet udprintede fakturaer ved ransagningerne. Dog kun 359.375 kroner ud af de 790.250 kroner, som Bettina Jensen modtog fra Færø. Resten mangler. Fakturaerne havde Bettina Jensen makuleret.

Retssagen fortsætter mandag. Der falder dom på torsdag 18. januar 2024 klokken 10.30.

Du kan læse hele B.T.s livedækning af retssagen her