Den tipunktsplan, som skal forhindre flere tragedier i Middelhavet, afholder ikke flygtninge fra at vove sig ud på åbent hav og sejle mod Europa. Tværtimod, mener Søren Espersen.

»Der er ingenting, der siger til de flygtninge, som står på spring for at tage turen til Europa, at de bliver sendt tilbage igen.«

Sådan lyder reaktionen fra Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen (DF), på kølvandet på den plan, som EU-kommissionen præsenterede mandag. Planen, der indeholder ti punkter, er et forsøg på at undgå flere drukneulykker som dem, der i den forgangne weekend har kostet op mod 950 bådflygtninge livet.

Punkterne stikker i mange retninger og dækker blandt andet over destruktion af menneskesmuglernes både og en forstærkning af de maritime patruljer Triton og Poseidon, der arbejder i Middelhavet.

Men Søren Espersen mener ikke, at planen tager fat om sagens kerne. Står det til ham, bør man koncentrere kræfterne om at stoppe flygtningestrømmen.

»I de ti punkter, der nu er stillet op, mangler vi en tilbagesendelse af flygtningene til Afrika, hvor de kommer fra. Hvis vi fortsætter med at stille flygtningene i udsigt, at de kan komme til Europa og bo, så snart de bliver reddet i land af et fartøj, vil der blive dobbelt så mange bådflygtninge næste år og fire gange så mange om to år,« siger ordføreren.

Dansk Folkeparti har flere gange fremhævet den australske model som et godt eksempel. Australien har blandt andet oprettet lejre til bådflygtninge uden for landets grænser, og Søren Espersen peger på, at der er muligheder for at gøre australierne kunsten efter i Marokko.

»Vi foreslår, at man meget akut indleder forhandlinger med Marokko om at få lavet nogle lejre der, hvor flygtninge på åbent hav bliver sendt til. Det har været gjort med utrolig stor effektivitet i Australien, og derfor er det vejen frem,« siger han.