Patienter, der har brug for en tolk på hospitalet, må selv betale, mener Dansk Folkeparti. Er tegnebogen tom, må eksempelvis familiens børnepenge dække udgiften.

Hvis en person har behov for en tolk på sygehuset, må han selv betale. Kan han ikke det, skal det offentlige kunne tilbageholde sociale ydelser.

Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkeparti i kølvandet på Politikens historie om, at flere sygehuse i hovedstadsområdet fortsat bruger børnetolke, selv om det er forbudt.

»Det offentlige skal ikke betale for tolkning. Der skal være brugerbetaling, så udgiften lander hos dem, der ikke kan sproget,« siger integrationsordfører Martin Henriksen (DF) i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.

»Hvis ikke patienten kan betale, så bør hospitalerne og kommunerne blive bedre til at snakke sammen, og så må regningen trækkes fra kontanthjælpen, børnepengene eller noget tredje. Det bør være udgangspunktet, for vi kan jo ikke indrette hele systemet efter, at folk ikke kan finde ud af at tale dansk,« siger Martin Henriksen.

Politiken fortæller mandag historien om, hvordan en 13-årig pige i april måtte gennemgå og oversætte et skema med spørgsmål om sin mors sexliv i forbindelse med dennes kræftbehandling på Herlev Hospital.