I Danmark venter 200 asylafgørelse på afgørelse i klemme mellem systemer. Dansk Folkeparti vil sende dem retur til Italien, selvom det strider mod menneskerettighederne. Integrationsordfører Martin Henriksen mener, man kan tolke menneskerettigheder på mange måder.

I Dansk Folkeparti kan man godt forstå, det er en ulykkelig situation for de 200 asylansøgere, der har ventet i Danmark i snart to år på at få deres sag afgjort. Asylansøgerne venter på ubestemt tid, da de er i en politisk klemme med Danmark på den ene side og Italien på den anden. Myndighederne kan ikke enes om, i hvilket land de skal have behandlet deres asylsag, skriver Berlingske lørdag.

»Jeg kan sagtens forstå, at det skaber en del usikkerhed for dem. Men ikke desto mindre bliver vi nødt til at holde fast i Dublin-forordningen, som gør, at vi kan sende folk tilbage til andre EU-lande for eksempel Italien. Det skal vi arbejde for, også selvom det er besværligt og kan tage lang tid,« siger integrations- og udlændingeordfører Martin Henriksen (DF).

Der er ikke blevet sat deadline for, hvornår de 200 asylansøgere skal have afgjort, om de skal til Italien eller blive i Danmark. Dansk Flygtningehjælp bistår en stor del af dem og mener, de er så påvirkede af ventetiden, at de bør få behandlet deres sager i Danmark omgående.

Martin Henriksen står dog fast, og han lader sig ikke rokke af, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har vurderet, at forholdene på asylcentre i Italien er så ringe, at det vil være et brud på menneskerettighederne at sende dem tilbage dertil.

Spørgsmål: Går du ikke ind for menneskerettighederne?

»Nu kan man jo tolke på menneskerettigheder. Man kan også vælge at opfatte dem på den måde, at borgere i Danmark skal sikres nogle grundlæggende rettigheder, for eksempel at man ikke bliver sprunget over i boligkøen, at ens muligheder for at klage over, hvor man placerer flygtninge i kommunerne, ikke bliver forringet. Det kan man jo også tolke som grundlæggende menneskerettigheder,« siger Martin Henriksen.

Spørgsmål: Men menneskerettighederne er jo nogle fundamentale rettigheder - de ting, du nævner her, står ikke i konventionen. Foreslår du, at man laver den om?

»Jeg siger bare, at det er et spørgsmål om, hvordan man ønsker at prioritere. I Dansk Folkeparti prioriterer vi danskernes rettigheder højest. Danskerne er jo også en slags mennesker,« siger han og pointerer, at indvandringen i Danmark blandt andet har medført kriminalitet, som går ud over danskerne.

Spørgsmål: Hvis det stod til dig, skulle Danmark så træde ud af menneskerettighedskonventionen?

»Det kan godt være, vi ender der. Jeg ønsker at Danmark kan føre sin egen selvstændige asyl- og udlændingepolitik. Jeg synes, det er mest oplagt, at man først forsøger at ændre Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Hvis ikke udviklingen vender, vil jeg ikke udelukke, at vi på et tidspunkt helt kan opsige konventionen,« siger Martin Henriksen.