Dansk Folkeparti vil have politiet til at gøre deres arbejde og patruljere ved Klinikken for udokumenterede migranter, hvor de kan modtage behandling uden at have opholdstilladelse.

Dansk Folkeparti forlanger, at politiet skal patruljere ved den sundhedsklinik, der behandler personer, som befinder sig i Danmark uden opholdstilladelse.

Politiken skriver lørdag, at Klinikken for udokumenterede migranter sidste år havde 200-250 patienthenvendelser om måneden. Dermed har der været en markant stigning i det gennemsnitlige patientantal siden åbningen af klinikken i 2011.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen (DF), undrer sig over, hvordan tallet kan fortsætte med at stige.

»Jeg mener ikke, at stigningen viser et behov for at åbne sundhedsvæsnet eller andre dele af vores velfærd for illegale udlændinge, som socialisterne vil. Jeg mener heller ikke, at løsningen er at give illegale udlændinge en opholdstilladelse, som regeringen har åbnet op for. Tværtimod viser stigningen, at regeringen skal gøre mere for at kontrollere vores grænser, begrænse indvandringen og udvise personer, der ikke har en opholdstilladelse,« siger Martin Henriksen til Berlingske Nyhedsbureau.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) siger til Politiken, at håndteringen af sagen er en svær balancegang mellem det retslige og det velfærdsmæssige.

Den balancegang har Martin Henriksen svært ved at få øje på. Han forlanger, at både politiet og regeringen håndhæver den lov, der er på området.

»Politiet skal patruljere ved klinikken, og de skal også besøge stedet med jævne mellemrum. De skal kontrollere de tilstedeværendes dokumenter, og har de ikke lovligt ophold i Danmark, så skal de udvises,« siger Martin Henriksen og fortsætter:

»Sådan burde det være, men sådan er det ikke. Det har jeg bedt justitsministeren sørge for, og når det ikke er sket, så må det være ensbetydende med, at der i det politiske system eller i politiledelsen er truffet beslutning om, at illegale har frit spil i bestemte områder,« siger han.

I Danmark kan man ikke bruge det almindelige sundhedsvæsen, med mindre man har brug for akut hjælp, hvis man ikke har ret til at opholde sig i Danmark.