Dansk Folkeparti vil nedlægge den nuværende kunstnerisk baserede filmstøtteordning og erstatte den med en ordning, der skal fremme billetsalget.

Bliver der givet for mange offentlige penge til danske film, som ingen gider se? Det mener Dansk Folkeparti, som i denne ånd præsenterer et vidtgående forslag til en ny filmstøtteordning, der skal gøre kål på »smagsdommeriet« og i stedet satse på brede billetsælgere. Det skriver Berlingske.

Folketinget skal i efteråret færdigforhandle en ny fireårig aftale for den offentlige støtte til dansk film. Og i den forbindelse mener Dansk Folkeparti, at der i langt højere grad end i dag skal satses på »folkelige film«, der kan trække et stort publikum i biograferne, mens meget eksperimenterende værker bør nedprioriteres.

»Vi vil have færre prætentiøse film uden publikum. Filmkunst, der ikke har noget publikum, er jo ikke kunst. Det er navlepilleri. Film er et massemedie, så jo flere der går i biografen og ser dem, desto bedre. Derfor skal vi satse på film, hvor håndværket er i orden, og som rækker ud mod publikum og lokker dem i biografen,« siger DFs kulturordfører, Alex Ahrendtsen (DF).

Som eksempler på film, som partiet gerne vil støtte, nævner han biografhit som Charlotte Sachs Bostrups erhvervskrimi »Kartellet«, Nikolaj Arcels historiske drama »En kongelig affære« og Niels Nørløv Hansens komedie »Klassefesten«, men også familiefilm som »Min søsters børn« og »Krumme«.

»Det er film, som er gode til at fortælle en historie, som danskerne synes er vedkommende, og som de gider at bruge en aften på i biografen,« siger Alex Ahrendtsen.

DFs oplæg »Flere folkelige film« rummer ti anbefalinger, hvoraf det mest vidtgående er et forslag om at nedlægge den nuværende støtteordning, hvor instruktører udvikler ideer og manuskripter i samarbejde med konsulenter på Det Danske Filminstitut. Ifølge Dansk Folkeparti resulterer den ordning i indadvendte film, der eksperimenterer for meget i forhold til det, den gennemsnitlige dansker vil købe billet til.

»Med den nuværende konsulentordning kan en instruktør for nemt komme til at forfølge sine egne fikse ideer og glemme publikum. Og det er godt at have et stort publikum, men ikke dermed sagt, at man skal lefle for publikum. Man kan også sige, at når en film sælger færre end 50.000 billetter eller får over 100 kroner i støtte per solgt billet, så begynder det at blive ikke-folkeligt,« siger Alex Ahrendtsen.

Som et eksempel på film, som partiet ikke vil støtte, nævner Alex Ahrendtsen Simon Stahos film, herunder hans seneste med titlen »Miraklet«, der kun er blevet set af 742 mennesker. En anden kontroversiel instruktør som Lars von Trier vil han til gengæld gerne »holde uden for regnskabet« på baggrund af instruktørens unikke position som internationalt anerkendt filmkunstner.

Ifølge DF skal støtten fremover gives til film, der på forhånd vurderes at kunne sælge et vist antal billetter afhængig af genre. Altså en ordning der minder om den nuværende markedsordning, og som forudsætter, at filmen også finansieres med private midler. En instruktør, der ønsker at lave en eksperimenterende film, vil fremover skulle sætte sig sammen med fagfolk fra filmbranchen, der får til opgave at vurdere det kommercielle potentiale. I et andet kontroversielt forslag i oplægget ønsker DF at undersøge den generelle rekruttering til det danske filmmiljø, idet partiet har en formodning om, at det primært er fra Nordsjælland og Frederiksberg, at der hentes eksempelvis filmskolelærere og filmkonsulenter.

»Det kan betyde, at man kommer med nogle underlige attituder, når man laver film uden for København. Derfor er det vigtigt at sikre, at der er folk fra alle miljøer i dansk film,« siger Alex Ahrendtsen.

I filmbranchen møder forslaget om at satse på de brede film forbeholden interesse. Filmproducent Regnar Grasten, der står bag flere af de film, som DF betegner som folkelige, mener ikke, at det er en god idé at sløjfe den kunstnerisk orienterede konsulentordning.

»Det er en rigtig dårlig idé alene af den grund, at det er i eksperimenterne, at vi får benzinen til de brede og folkelige film. Hvis vi kun satser på folkelige film uden samtidig at have »drivhuset«, så ender vi som i tresserne, hvor dansk film blev en stribe dårlige Dirch Passer-film. Folket udvikler sig jo også. Så hvis de folkelige film ikke hele tiden har et input af unge instruktører, der har eksperimenteret og medbringer et frisk pust, så dør den folkelige genre,« siger Regnar Grasten.

Også formanden for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, mener, at en nedlæggelse af den kunstneriske konsulentordning vil have negative konsekvenser.

»Vi ville miste risikovilligheden og dermed vores muskel til at generere overraskelser, som er dansk films kendetegn. Der ville ikke være plads til det ukrudt, originalitet og vildskab som vores filmsucces er funderet på,« siger Christina Rosendahl, der dog også ser positive takter i forslaget, herunder målsætningen om, at 40 procent af de solgte biografbilletter skal købes til danske film.

På Det Danske Filminstitut ser direktør Henrik Bo Nielsen det ikke som sin opgave at kommentere politiske oplæg, men ønsker dog at korrigere DFs oplæg på ét punkt.

»Det er ikke korrekt, at der som angivet i udspillet i indeværende forligsperiode skulle være sket en forskydning mod de kunstneriske film. Tværtimod er de populærkulturelle films andel af filmudbuddet styrket, så de i dag udgør præcis halvdelen af de offentligt støttede spillefilm,« siger Henrik Bo Nielsen.

I Folketinget, hvor partierne forbereder sig på forhandlingerne om filmaftalen 2015-2018, betragter Socialdemokraternes kulturordfører, Troels Ravn (S), forslaget med skepsis.

»Jeg vil ikke på forhånd skyde forslag i sænk, men jeg vil gerne advare imod, at man gør alt afhængig af, hvad der kan sælge billetter. En af styrkerne i dansk film er jo netop, at vi kan give plads til det smalle, det kunstneriske og talentudviklingen,« siger Troels Ravn.

På den blå fløj kalder Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen (V), ideen om en ensidig satsning på det billetsælgende for »fattig«, samtidig med at den kan vise sig at være problematisk i praksis.

»Det er umuligt på forhånd at udpege folkelige film. Kunstneriske film kan vise sig at sælge billetter. Omvendt kan film, der på forhånd er tænkt som publikumsucceser, vise sig kun at sælge få billetter,« siger Michael Aastrup Jensen.