Man skal ikke love noget, man ikke kan holde, siger Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth, der vil have suspenderet tidsbestillingen på Region Hovedstadens skadestuer.

Det bør være slut med at love patienter, der ringer til akuttelefonen 1813 i Region Hovedstaden, at de kan komme i behandling på skadestuen på et særligt tidspunkt.

Sådan lyder det fra regionsrådsmedlem Kenneth Kristensen Berth (DF), efter B.dk har beskrevet, hvordan læger og sygeplejersker oplever stadig flere vrede og truende patienter, der ikke kan forstå, hvorfor de ikke kan få behandling på det lovede tidspunkt.

»Jeg tager selvfølgelig afstand til trusler og vold. Det kan vores medarbejdere ikke være tjent med. Men det giver ingen mening, at en akutmodtagelse har tidsbestilling. Der kommer jo konstant patienter med behov for akut behandling, så tidsrammen skrider,« siger Kenneth Kristensen Berth.

Han opfordrer sine kolleger i regionsrådet til helt at suspendere ordningen, der efter hans mening aldrig vil komme til at fungere. Alternativt kan man give patienterne en tidshorisont, altså en tidsperiode, som de vil blive behandlet indenfor.

»Vi er nødt til at give patienterne realistiske forventninger. Ellers skrider tilliden til, at man får ordentlig hjælp, når man ringer 1813, og så vil folk begynde at møde uanmeldt op på skadestuen, så problemerne bliver endnu større,« siger DF-politikeren, der er medlem af Region Hovedstadens forretningsudvalg.

Regionen har planlagt flere initiativer, der skal dæmpe gemytterne blandt de ventende patienter. For eksempel skal personalet på 1813-akuttelefonen forklare, at patienterne kan forvente ventetid inde på skadestuerne. Når folk dukker op på skadestuen, skal personalet desuden informere dem om ventetid og eventuelle forsinkelser.

Desuden skal info-TV og plakater på skadestuerne forklare, hvorfor der kan opstå ventetid.

Endelig overvejes en kampagne, som rettes mod patienternes opførsel over for personalet og har til formål at forbedre den måde, nogle patienter og pårørende agerer, fremgår det ifølge B.dk af en orientering til politikerne om den omstridte 1813-ordning.