Når de danske politikere kæmper om pladserne i Folketinget, så kan de kun vinde 175 af Folketingets 179 pladser.

De sidste fire stole er reserveret til dem man kalder ‘de nordatlantiske mandater’, altså til to politikere fra Grønland og to fra Færøerne.

Og når rød og blå blok i Danmark står så tæt, som de gør ved dette valg, så stiger interessen for, hvem grønlænderne og færingerne egentlig stemmer på. For de fire nordatlantiske mandater, kan bliver tungen på vægtskålen og afgøre, hvem der kan sætte sig til rette i Statsministeriet.

I dag støtter de to grønlandske politikere i Folketinget Helle Thorning-Schmidts regering. Og fra Færøerne går et mandat til blå blok og et til rød blok.

Men Helle Thorning-Schmidt kan ikke tage støtten fra Grønland og Færøerne for givet.

Valget på Færøerne ser ifølge meningsmålingerne ud til at give et sikkert mandat til blå blok. De færøske socialdemokrater i partiet Javnaðarflokkurin står til at vinde det andet mandat, men en ny meningsmåling, som analyseinstituttet Fynd har lavet for avisen Sosialurin, viser, at det socialdemokratiske parti er gået tilbage i forhold til tidligere målinger. Dermed er det venstreorienterede republikanske parti Tjóðveldi kun 1,7 procentpoint fra at tage det traditionel socildemokratiske mandat. Det skriver BNB.

Selvom republikanerne er venstreorienterede, så siger de, at de ikke har lagt sig fast på, om de vil pege på Helle Thorning-Schmidt (S) eller Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister,  hvis partiet bliver tungen på vægtskålen. Det kommer nemlig an på, hvem der vil give Færøerne lov til at lave sin egen grundlov.

»Vi må få bestemmelsesretten flyttet tilbage til Færøerne. Vi vil sikre, at den danske regering, uden undtagelser accepterer, at vi har vores fulde ret til at organisere os på Færøerne med vores egen grundlov,« sagde formanden for Tjóðveldi Høgni Hoydal i en partilederrunde på færøsk tv.

Og også på Grønland rasler man med sablerne over for Helle Thorning-Schmidt.

De to grønlandske stole i Folketinget er i dag besat af det socialdemokratiske parti Siumut og det venstreorienterede selvstændighedsparti Inuit Ataqatigiit (IA), der omtrent svarer til SF og Enhedslisten.

Alligevel er det - som på Færøerne - det mest venstreorienterede parti AI, der truer med at trække støtten til rød blok i dansk politik.

IA meldte 11. juni ud, at man overvejer at droppe støtten til Thorning.

»Den valgperiode, vi lige har været igennem, viser, at vi desværre i mange tilfælde har set, at den danske regering har taget os (de grønlandske folketingsmedlemmer red.) for givet og ikke har inddraget os i arbejdet i tilstrækkelig grad,« sagde Sara Olsvig, der er formand for IA, til Altinget.dk.

»Under den seneste regeringsperiode har statsministeren flere gange svigtet rigsfællesskabet og Grønland. Det kan vi ikke være med til længere. Derfor gør vi meget klart nu, at vi på forhånd ikke binder os til noget parti. Vi binder os heller ikke til en bestemt blok,« sagde hun.

Det er før set, at de fire nordatlantiske mandater har afgjort valget.

I 1998 var det 176 færøske stemmer, der afgjorde folketingsvalget. Disse stemmer havde afgørende betydning for, at Venstre-lederen Uffe Ellemann-Jensen tabte kampen om statsministerposten til Poul Nyrup Rasmussen (S).

Valget blev afgjort med ét mandat. De 176 færøske stemmer betød, at den færøske socialdemokrat Joannes Eidesgaard slog lagmand Edmund Joensen fra det liberale Sambandspartiet. Joannes Eidesgaard pegede herefter på Poul Nyrup Rasmussen, der dermed kunne blive siddende i Statsministeriet.