Ud af 23 byrådsmedlemmer i Gribskov Kommune valgte 11 i går aftes at udvandre fra et byrådsmøde. Det skete i protest mod borgmester Kim Valentin (V), der gentagne gange afbrød dem. Det skriver Frederiksborg Amts avis.

De ti medlemmer af Venstres gruppe og to støtter fra Dansk Folkeparti var de eneste tilbageværende, efter medlemmer fra Socialdemokraterne, De Konservative, Enhedslisten og borgerlisten til sidst havde fået nok af borgmesteren.

De utilfredse byrådsmedlemmer ville have diskuteret kommunens befolkningstilvækst, som i de kommende år vil være enten stagnerende eller faldende. Derfor ønskede de nye initiativer, som kan dæmme op for problemet.

Men hver gang de kom med et forslag, blev de afbrudt af den nyvalgte borgmester. Kim Valentin kalder udvandringen for en overreaktion.

- Jeg er ny som borgmester, og hvis de ønsker, at jeg leder mødet på en anden måde, må vi snakke om det i økonomiudvalget. Sagen vil derfor blive behandlet på væres næste møde i økonomiudvalget, siger Kim Valentin til Frederiksborg Amts Avis.