Vallensbæks viceborgmester trækker sig fra undersøgelse af byens borgmester for ulovligheder og magtmisbrug

En BT-afsløring i morgen søndag har fået Vallensbæk konservative viceborgmester Anette Eriksen til at trække sig som leder af undersøgelse af byens ligeledes konservative borgmester Henrik Rasmussen for ulovligheder og magtmisbrug.

I morgen kan BT nemlig fortælle, at Anette Eriksen har et så tæt forhold til den borgmester, hun skal undersøge, at hun kalder sig 'borgmesterens reservemor'. Den historie kommer efter, at BT i dag kan fortælle, at hendes egen mand har en millionkontrakt med kommunen for malerarbejde, som hun nu er sat til at undersøge.



Den konservative viceborgmester i Vallensbæk, Anette Eriksen, erkender derfor hun er blandet så personligt ind i anklagerne mod borgmesteren for magtmisbrug og ulovligheder, at hun ikke kan blive siddende. Hun trækker sig derfor øjeblikkeligt for posten som leder af undersøgelsen, hvor hun ellers på tirsdag skulle meddele om borgmesteren er skyldig i de mange anklager.

BT har ikke kunnet få fat i viceborgmesteren, efter at vi talte med hende lørdag eftermiddag, men til TV2 Lorry skriver hun:

- Jeg ønsker ikke, at beskyldninger mod mig og mit arbejde kan så tvivl om undersøgelsens kommende konklusioner. Jeg har derfor lørdag meddelt Økonomiudvalget, at jeg ønsker at trække mig fra udvalgets videre arbejde omkring undersøgelsen, skriver Anette Eriksen.

Om hendes tætte forhold til borgmesteren gør, at hele undersøgelsen, der har været i gang i en måned, ikke længere kan bruges, var det ikke i går muligt at få oplyst.

Ifølge lektor i forvaltningsret Sten Bønsing har Anette Eriksen faktisk pligt til at oplyse, hvis hun kan være inhabil, så snart undersøgelsen går i gang.

- Det skal hun oplyse. Det står klart i forvaltningslovens paragraf 6, at man har pligt til at gøre opmærksom på forhold, der kan gøre en inhabil, siger Sten Bønsing til BT søndag.