Valgaftenen så ud til at være fuldstændig ligetil for Peter Rahbæk Juel (S). Ved det seneste kommunalvalg fik Socialdemokratiet 13 ud af 29 mandater i Odense byråd, og Peter Rahbæk Juel kunne med 28.425 personlige stemmer mageligt indtage borgmesterstolen.

Men helt så ligetil blev det langtfra efter tirsdagens valg, hvor forhandlingerne på Odense Rådhus fortsatte indtil ikke bare de tidlige, men også sene morgentimer.

Ikke desto mindre kunne Peter Rahbæk Juel klokken 6.46 onsdag morgen fortælle, at han også de næste fire år vil være at finde på byens borgmesterkontor.

»Det har været en noget usædvanlig forhandling på alle leder og kanter,« siger Peter Rahbæk Juel og tilføjer, at 'aftalen er født af en ægte vilje til et bredt samarbejde'.

Aftalen, som igen har placeret Peter Rahbæk Juel på borgmesterposten, er kommet på plads med støtte fra SF, Enhedslisten og Radikale Venstre, Konservative og Nye Borgerlige. Socialdemokratiet fik 31,4 procent af odenseanernes stemmer, hvilket er en markant tilbagegang i forhold til det seneste valg, hvor partiet fik 42,8 procent af stemmerne.

Med den brede aftale er partierne også blevet enige om at oprette to nye forvaltninger, en klimaforvaltning og en sundhedsforvaltning.

»Det er første gang i 20 år, det lykkes i Odense at forhandle en bred konstitueringsaftale. Det er et stærkt signal om, at vi starter op med et samarbejdende byråd, der har en meget klar politisk retning på klima- og miljøområdet og på sundhedsområdet,« siger Peter Rahbæk Juel.

Inden valget havde Danske Spil vurderet, at Peter Rahbæk Juel var den borgmester i landet, der sad sikrest på posten. Et odds på, at han blev genvalgt som borgmester gav kun 1,03 gange igen hos spiludbyderen.

»Det vil være en gigantisk sensation, hvis han ikke bliver genvalgt,« sagde Jan Trier, oddssætter hos Danske Spil.

Nu har han altså fået det genvalg, han blev spået, men først efter lange forhandlinger.

Ifølge B.T.s politiske redaktør, Anders Leonhard Jensen, må valget i den grad give anledning til selvransagelse hos den genvalgte borgmester.

»Det var på forhånd blevet forudset, at Socialdemokratiet ville opleve en tilbagegang i Odense, men at de går tilbage med over ti procentpoint kommer som en enorm overraskelse,« siger Anders Leonhard Jensen.