Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt frygter, at Mette Frederiksen er ved at styre Danmark mod en ny tvangsnedlukning.

»Jeg ser helst ikke, at vi alle steder skal til at have mundbind på og lave landsdækkende restriktioner, der rammer skævt, såsom at man alle steder skal vise coronapas,« siger hun.

Mette Frederiksen skriver søndag aften på Facebook, at der vil komme nye initiativer for at bremse smitten med covid-19.

»Sygdommen begynder igen at få mere alvorlig betydning for vores samfund og sundhedsvæsen. Derfor forventer jeg også, at det bliver nødvendigt med initiativer, der kan bryde smittekæder,« lyder det i facebookopslaget.

Hvilke intiativer, der vil blive iværksat, fremgår ikke af opslaget, men Liselott Blit frygter en situation, hvor covid-19 igen bliver udråbt til en samfundskritisk sygdom, og hvor regeringen derfor kan gøre næsten lige som den vil.

»Derfor er vi ikke meget for at opgradere det til en samfundskritisk sygdom. Jeg er lidt bange for, at de bare hiver alle de her landsdækkende restriktioner op igen. Jeg ser hellere, at vi gør det ad frivillighedens vej, end at vi ser en regering, der får frie hænder til at indføre hvad pokker de vil. Det gør, at folk bliver vrede og utilfredse,« siger hun.

Men kan folk godt administrere frivilige restriktioner?

»Ja, det mener jeg godt de kan. Hvis risikoen er, at regeringen igen kan styre det hele med tvang.«