Det er højst usædvanligt, at den polske regering nu erklærer, at EUs ledere forsøger at overtale premierminister Donald Tusk til at blive formand for Det Europæiske Råd. Men det kan være en føler for at vejre stemningen, vurderer EU-ekspert.

Flere EU-ledere lægger i øjeblikket et stærkt pres på Polens premierminister, Donald Tusk, for at få ham til at påtage sig posten som formand for Det Europæiske Råd.

Sådan lyder det nu fra en talskvinde fra Tusks egen regering, skriver Reuters.

Talskvinden Malgorzata Kidawa-Blonska siger, at Tusk tager opfordringerne dybt alvorligt og analyserer, hvilke konsekvenser et ja fra hans side vil have for Polen.

Men selv om meget kunne tyde på, at Tusk nu sidder sikkert i formandssædet og dermed har vippet Helle Thorning-Schmidt (S) af pinden i kampen om topposten, så er der intet, der er sikkert endnu, vurderer Marlene Wind, der er professor og EU-forsker ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Det kan nemlig ikke udelukkes, at polakkerne sender en prøveballon op, forklarer hun.

»Det kan være en føler, som den polske regering lægger ud af ren taktik for at se, hvordan medierne og andre EU-ledere reagerer. De vil se, om han vil blive hængt ud i medierne i morgen, fordi han ikke taler nogen af hovedsprogene,« siger hun med henvisning til, at Donald Tusk hverken taler engelsk eller fransk.

»Man skal holde hovedet koldt, for selv om det kan se ud som en afgørende melding, så kan det være Tusks forsøg på at vejre stemningen ved at komme med sådan en antydning. Det kan være, at han gerne vil have posten, men er usikker på, hvordan opbakningen til ham er,« forklarer Marlene Wind.

Hun betegner det som »dybt usædvanligt«, at den polske regering åbent melder ud, at Tusk - i hvert fald set med andre EU-lederes øjne - er kandidat til en EU-toppost. Men det kan skyldes bekymringen for hans sprogkundskaber, uddyber hun.

»Jeg undrer mig over, at det kommer på den her måde, og derfor kan det være, at der ligger nogle andre ting bag. Så kan han lige fornemme stemningen og vurderingen af ham. Det handler ikke kun om, hvorvidt han er en dygtig premierminister i Polen, det handler også om, at han som præsident for Det Europæiske Råd ikke har anden magt end ordet. Uden at have ordet i sin magt, kan det være svært at håndtere det job.«

En af de primære opgaver for formanden for Det Europæiske Råd er at lede de ofte delikate forhandlinger mellem de 28 EU-landes stats- og regeringschefer. Det har skabt frygt for, at Tusk ikke vil være i stand til at få landene til at nå til enighed om forskellige emner. Selv om Tusk ikke taler EUs to hovedsprog, så nævnes han dog som både briternes og tyskernes favorit til posten.

Ifølge Reuters er Tusk derfor nu klar favorit, mens den danske statsminister angiveligt er blevet kørt ud på et sidespor.

Avisen Financial Times, der regnes for at have særdeles gode kilder i Bruxelles, skriver dog, at Thorning og Tusk ligger side om side i kampen om formandsposten. Og modsat Tusk, taler Thorning både engelsk og fransk. Til gengæld har Danmark ikke - som Polen - udsigt til at blive medlem af euroen inden for en kort årrække, og det kan tale til Tusks fordel.