Fuld af fine intentioner, men den vil næppe få færre til at drage til Syrien og Irak for at kæmpe med Islamisk Stat. Sådan lyder eksperternes dom over regeringens handlingsplan mod voldelig radikalisering.

En national hotline, et udrykningshold og et landsdækkende korps af mentorer er nogle af elementerne i regeringens netop fremlagte plan mod voldelig radikalisering og ekstremisme. På overfladen en fin plan fuld af gode intentioner, men når man dykker ned i den, mangler den både indhold og konkrete redskaber til Politiets Efterretningstjeneste (PET). Sådan lyder vurderingen fra Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i PET og fra Mehdi Mozaffari, der er professor emeritus ved Aarhus Universitet og tidligere leder af Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser ved Aarhus Universitet.

»Det er ligesom en fed sportsbil, hvor motoren bare mangler. Det er en reaktion på, at danske muslimer tager til Irak og Syrien lige nu, det er ikke en ordentlig strategi,« siger Mehdi Mozaffari.

Han efterspørger blandt andet viden og gennemarbejdet materiale til at klæde de lærere, klubmedarbejdere og socialrådgivere på, som fremover skal spotte radikaliserede unge.

»Jeg har ikke set nogen forslag til, hvordan de her folk skal lære at håndtere radikaliserede unge. Jeg frygter, at det bliver tilfældigt, hvordan de forskellige lærere for eksempel griber det an,« siger Mehdi Mozaffari.

Regeringen vil også oprette en national hotline, hvor forældre kan få rådgivning. Men Mehdi Mozaffari tvivler på, at det vil hjælpe nogen unge tilbage på rette spor:

»Hvad skal de personer, som sidder i den anden ende af røret, fortælle til forældrene? Hvilke konkrete redskaber skal de give forældrene, som virkelig kan gøre en forskel?«

Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen hilser ethvert initiativ på området velkomment, men mener samtidig, at regeringens handlingsplan lugter lidt af overbudspolitik.

»Den fremstrakte hånd er ikke nok, der skal også en knyttet næve til. Og det er helt afgørende, at knytnæven rammer sit mål. Selvom initiativerne på overfladen ser ud til at være effektive, så er det ikke sikkert, at PET overhovedet kan bruge dem. De gør PET til en tandløs vagthund,« siger han.

Regeringen vil blandt andet tage opholdstilladelsen fra folk, der drager til udlandet for at deltage i en væbnet konflikt. Men det er ifølge Bonnichsen langt fra sikkert, at det vil bremse strømmen af Syrienkrigere.

»Vi ved intet om, hvor mange af dem, der har opholdstilladelse. Så når politikerne siger, at vi skal fjerne deres opholdstilladelse, ved de reelt ikke, om det vil ramme nogen. Desuden kan alle sætte sig ind i en bil og køre til Syrien, uden at PET ville opdage det,« siger Bonnichsen.

På Christiansborg lyder en tilsvarende kritik fra oppositionen. Venstre, DF og Liberal Alliance kalder regeringens plan for slap og efterspørger skrappere sanktioner mod ekstremister.

»Hvis mennesker på opholdstilladelse og danske statsborgere overhører alle advarsler og alligevel vælger at rejse til og opholde sig i terror-zonerne i Irak og Syrien, så skal vi skrue et system sammen, som gør mest muligt for at forhindre dem i at vende tilbage til Danmark,« siger integrationsordfører Martin Geertsen (V).

Ifølge PET er over 100 personer fra Danmark siden 2011 draget i krig i Syrien og Irak.