Enhedslisten ser gerne, at der bliver afsat en pose penge til forebyggelse af vold mod buschauffører. Det siger partiets arbejdsmiljøordfører, efter en ny undersøgelse viser, at to ud af tre chauffører har oplevet psykisk vold.

Enhedslisten vil den psykiske og fysiske vold mod buschauffører til livs. Det fortæller partiets arbejdsmiljøordfører, Jørgen Arbo-Bæhr (Ø), som nu tager kontakt til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i håbet om at få øremærket nogle af pengene fra Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse, der hører under Beskæftigelsesministeriet.

»Jeg synes godt, vi kan bruge nogle af pengene fra forebyggelsesfonden på at forebygge vold, ikke mindst over for buschaufførerne,« siger Jørgen Arbo-Bæhr.

Forslaget kommer i kølvandet på en rundspørge fra Avisen.dk, der viser, at to ud af tre buschauffører har oplevet psykisk vold. Og kun i 20 procent af tilfældene bliver sammenstødene med passagererne anmeldt.

»Vi bliver nødt til at bruge nogle penge på at forebygge volden, ikke mindst over for buschaufførerne. Vi skal lave nogle forsøg med at pille alle former for penge ud af busserne, ligesom vi kan bruge nogle ekstra ansatte i de mere udsatte områder,« siger Jørgen Arbo-Bæhr.