Regeringens nyslåede skatteminister havde knap nok fået overrakt nøglerne til sit ministerium, før han måtte afværge kritik fra partier både til højre og venstre i folketingssalen.

Danmarks nye skatteminister, Benny Engelbrecht (S), nåede ikke engang forbi kongehuset på sin første dag som minister, før han blev mødt med usædvanligt hård kritik på grund af sin ageren som folketingsmedlem gennem flere år, skriver Berlingske.

Her har den nyudnævnte minister kastet sig ind i store og små sager om Løkkes bilagsrod, SMS-afstemninger i TV-udsendelser og kritik af, at politikere drikker øl betalt af lobbyister under det årlige folkemøde på Bornholm.

»Ordet kalkunjæger er for fint til ham. Vi er snarere ude i noget med ådsler,« skrev Venstres udenrigsordfører, Søren Pind (V), på Facebook.

Oppositionens leder, Lars Løkke Rasmussen (V), gik allerede på TV2 NEWS tirsdag formiddag med et angreb på Benny Engelbrecht, hvori han sagde, at »indtil videre har han ikke markeret sig her på Christiansborg som én, der er nævneværdigt interesseret i skattepolitik.«

Skatteordførerne for både Venstre og Liberal Alliance fulgte op med hård kritik. Ifølge dem har den nye skatteminister ikke passet sit arbejde i Folketingets Skatteudvalg, hvor han har haft sæde.

»Jeg kommer til de fleste møder i skatteudvalget, og jeg kan ikke huske, at jeg har set ham dér,« lød det blandt andet fra Liberal Alliances Ole Birk Olesen (LA).

Den nye skatteminister svarer på kritikken ved at erkende, at han ikke altid har været aktiv i udvalget.

Spørgsmål: Er det korrekt, at du ikke er dukket op til møderne i skatteudvalget, kan vi få et svar på det?

»Der har været indkaldt til rigtig mange møder i skatteudvalget med lange samråd, og det er rigtigt, at dem er jeg bestemt ikke kommet til,« siger Benny Engelbrecht, som også tilføjer, at han ikke mener, møderne har haft relevans for ham som erhvervsordfører.

»Der er rigtig mange samrådsmøder, hvor ministeren bliver kaldt i samråd. Dem får jeg selv lov til at deltage i fremover. Hvis du spørger mig, hvor mange af de samråd, jeg synes har været relevante i forhold til erhvervsbeskatningen, så har det ikke været så mange. I et arbejde, hvor man skal prioritere sine sager, så har jeg prioriteret erhvervsbeskatningen,« lyder det fra Engelbrecht, som ellers ikke ønsker at gå ind i kritikken.

Sønderjyden Benny Engelbrecht har mere end noget andet slået sig op på åbenhed, som et af sine vigtigste indsatsområder som ny skatteminister.

Som folketingspolitiker har han da også flere gange foreslået at indføre et nationalt lobbyregister, så man kan se, hvem der forsøger at påvirke politikernes beslutninger. I dag er tonen anderledes nuanceret hvad angår et muligt lobbyregister på skatteområdet.

»Jeg er omfattet af nogle andre regler nu i dette ministerium, men det er klart, at jeg vil følge alle de åbenhedsregistre,« siger Benny Engelbrecht, der først vil spørge sit ministerium til råds, før han igangsætter arbejdet med at registrere, hvilke lobbyister han og ministeriet er i kontakt med.

Den linje møder kritik fra partier både til højre og venstre i det politiske spektrum, der tidligere har delt ønsket om et nationalt lobbyregister og arbejdet på det sammen med Benny Engelbrecht.

I 2012 tog han og Enhedslistens Per Clausen (Ø) eksempelvis initiativ til at registrere alle deres møder med lobbyister. Det fik Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), til med præsidiet i ryggen at opfordre alle folketingspolitikere til at registrere møder med lobbyister fra for eksempel virksomheder eller interesseorganisationer.

I dag lægger Per Clausen ikke skjul på sin skuffelse. Han håber, at den nye skatteminister vil leve op til sine egne standarder ved »i det mindste« at åbne sin egen kalender.

»Noget tyder på, at Benny Engelbrecht i fulde alvor mener, at det er vigtigere at vide, hvad folketingsmedlemmer har af kontakter med lobbyister, end hvad ministre og ministerier har af kontakter til lobbyister. Det første skridt for ham bør være at åbne sin kalender. Det vil samtidig rulle en af de forringelser i forhold til åbenhed, som man tidligere har fået gennemført, tilbage,« siger han.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF), kalder Engelbrechts udtalelser »meget uheldig«.

»Den nye minister har sagt én ting som folketingsmedlem, som han muligvis ikke vil gennemføre nu, hvor han har muligheden. Der skal jo være overensstemmelse mellem det, man siger, og det man gør,« siger Peter Skaarup.

Skatteminister Benny Engelbrecht afviser kritikken og henviser til, at man blandt andet kan søge aktindsigt i ministeriet, hvilket man ikke kan hos folketingspolitikere.

Spørgsmål: Du bliver jo en utrolig attraktiv mand at tale med for lobbyister. Vil det være sådan, at man kan se en liste, hver gang du har talt med en lobbyist?

»Vi vender tilbage med, hvordan vi gør i praksis.«

Spørgsmål: Så det var kun noget, du mente, da du var medlem af Folketinget?

»Nej, jeg synes, vi skal have så meget åbenhed som overhovedet muligt,« siger Benny Engelbrecht.